Trænerne arbejder med spillernes motivation

Roskilde Pigefodbolds U13-hold samles virtuelt for at blive klogere på, hvad der motiverer hver enkelt spiller. Det vil trænerne arbejde ud fra, når træningen starter igen.

Roskilde Pigefodbold vil skabe et motiverende træningsmiljø for alle, uanset hvad man motiveres af. Foto: Roskilde Pigefodbold

Kommer spillerne til træning for at have det sjovt, eller fordi de drømmer om at blive professionelle?

Læs også: Sammenhold og nye fælles mål på U11-holdet

Det er noget af det, som trænerteamet på Roskilde Pigefodbolds U13-hold har sat sig for at finde ud af. De vil afholde individuelle spillersamtaler, hvor de vil tale om, hvad der motiverer hver enkelt spiller, så de forhåbentlig fortsætter længst muligt.

Samtalerne tager udgangspunkt i DGI’s GO!-motiver, som spillerne først skal introduceres for. Det besluttede Roskilde Pigefodbold på et trænermøde i starten af december, lige inden foreningslivet blev definitivt lukket ned. Men selvom de nu ikke kan mødes og træne sammen, holder de fast i oplægget om motivation.

”Nu prøver vi at gennemføre det virtuelt, selvom der er nedlukning. Nedlukningen er også en ekstra motivation for os til at få gjort noget og i det hele taget vise, at vi kærer os om dem og er opmærksomme på, at vi håber på, at de fortsætter med fodbolden,” siger træner Rasmus Baagland.

Motivationsredskabet GO!

Roskilde Pigefodbold bruger DGI's motivationsredskab GO! som pejlemærke.

GO! bygger på fire motiver for udøverens motivation: Go Fit, Go Pro, Go Fun og Go Together.

Læs mere om de fire motiver på linket herunder.

Forberedelse til genåbning

Oplægget holdes i samarbejde med DGI Midt- og Vestsjælland, og samtlige 40 spillere og trænerteamet deltager. Så vil den lokale projektkonsulent Kit Frøling gennemgå både teori og lave praktiske øvelser, hvor pigerne kan mærke på egen krop, hvad de forskellige GO!-motiver betyder.

At vide, hvad der motiverer den enkelte, kan vise sig vigtigere end nogensinde, når idrætsforeninger igen må træne sammen. Derfor anbefaler Kit Frøling, at man bruger nedlukningen konstruktivt, som Roskilde Pigefodbold har gjort det.

”Nogle af de ting, vi skal blive dygtigere til, kan vi lige så godt bruge den her periode til at blive skarpere på. Oveni det får de muligheden for at fastholde kontakten med pigerne, og de kan arbejde videre, lige så snart de går i gang med træningen igen,” siger hun.

Læs også: Go Fun fanger de yngste

På forkant med frafald

Efter oplægget og spillersamtalerne vil trænerteamet have en meget bedre idé om, hvorfor pigerne er glade for at spille fodbold, og hvad der kan være med til at fastholde den glæde. Derefter vil de tilrettelægge træningen ud fra det motivationsbillede, der er på holdet.

”Hvis alle svarer, at de er her, fordi det primært skal være sjovt, så skal vi ikke køre en højintens træning, hvor vi pisker dem, for at de skal blive dygtige. Omvendt skal vi også tilbyde dem, der gerne vil være professionelle, et miljø, hvor de kan udvikle sig i den retning,” siger Rasmus Baagland.

Baggrunden for, at Roskilde Pigefodbold vil arbejde mere aktivt med motivation og fastholdelse, er, at de gerne vil fortsætte med at have 40 spillere på holdet så længe som muligt.

”Det er lige omkring den alder, at de begynder at få andre interesser og måske falder fra. Det prøver vi at være på forkant med ved at være proaktive nu.”