TIK Gymnastik vil være endnu bedre til at sige velkommen

Efter endnu en sæson med corona på sidelinjen er TIK Gymnastik gået i skarp træning for at blive klar til at byde velkommen til både kendte og nye ansigter.

Netop nu skyder Velkomstforeninger op landet over: idrætsforeninger, der gerne vil gøre noget særligt for, at medlemmer føler sig godt taget imod. Og det er der brug for i en tid, hvor vi alle har skulle dyrke fællesskabet på afstand.

Det er ofte de små ting, der afgør, om du føler dig velkommen som ny i et fællesskab: om de andre er opmærksomme på dig. Om det er tydeligt, hvem du skal henvende dig til, så du ikke føler, at du går og flagrer. Om der er en, der siger tak for i dag og spørger, om du kommer igen næste gang.

Vi træner den gode velkomst

TIK Gymnastik er nu blandt de flere end 85 velkomstforeninger i DGI, som vil gøre en ekstra indsats for at byde velkommen. Bestyrelsen og flere af instruktørerne i foreningen har netop været på virtuelt kursus for at blive endnu bedre til at sige pænt goddag.

”Vi synes jo, at vi allerede er ret gode til det. Men vi vil gerne være endnu bedre som forening til at sige velkommen. Lige nu kan vi jo ikke mødes og træne, som vi plejer, så det er et godt tidspunkt at gå i træning, så vi er helt klar til at sige velkommen tilbage til den nye sæson”, siger Jette Poder, der er formand i foreningen.

Sådan bliver foreningen endnu bedre

Foreningen sender allerede velkomstbreve ud til medlemmerne, nye instruktører kommer i mesterlære og bestyrelsen byder velkommen til nye medlemmer til de første træninger. På de enkelte hold sker der også meget for at sikre, at gymnasterne føler sig velkomne med velkomstritualer, øvelser to og to og fælles afslutning.

”Man kan jo desværre godt komme til at tage den gode velkomst for givet. Så det var godt at få sat fokus på, hvad vi allerede gør for, at vores forening er et rart sted at være. Vi talte meget om, hvad vi kan skrue op for og supplere med. Vi kommer fx til at lave en velkomstvideo, gøre mere ud af vores velkomstmail og så sætter vi ”Den gode velkomst” og trivsel på dagsordenen, når vi igen må mødes fysisk til instruktørmøder”, siger Jette Poder.

Den gode velkomst er vigtigere end nogensinde før

Efter mere end et år med corona på sidelinjen er der en stor opgave i at genstarte foreningsfællesskaberne, nu hvor vi igen kan mødes fysisk. Her spiller det en stor rolle, at idrætsforeningerne gør noget ekstra ud at byde velkommen tilbage.

”Vi kan se, at det især er børn og unge, der er stoppet i foreningslivet under coronakrisen. Det er en stor udfordring, som vi skal arbejde sammen om at løse, så vi får alle – og gerne endnu flere – tilbage i de sunde og udfordrende fællesskaber. Det er derfor dejligt, når en forening som her arbejder målrettet og begejstret med at byde velkommen”, siger Bruno L. Hansen, der er formand i DGI Midt- og Vestsjælland.