Susanne Fruergaard Schrøder fra Benløse IF Gymnastik er en ”Super-Gejst-Spreder”

Det har ikke ligefrem været nemt at holde gang i fællesskabet i idrætsforeningerne med corona på sidelinjen. Men frivillige ledere og instruktører har i hele landet taget kampen op.

Det bliver nu anerkendt med en pris, som DGI og INTERSPORT står bag. En af vinderne er Susanne Fruergaard Schrøder fra Benløse IF Gymnastik.

”Hun er det vildeste power-menneske, jeg kender. Hun er ustoppelig. Hun er altid glad og inspirerende. Hun har været en anker til det normale liv under coronaen”.

Susanne Fruergaard Schrøder fra Benløse IF Gymnastik har vundet ”Super-Gejst-Spreder-Prisen” i DGI Midt- og Vestsjælland. Og at dømme ud fra indstillingerne er man ikke i tvivl om, at der her et menneske, der har gjort en ekstraordinær indsats for at sprede gejst under coronaen.

I regn og slud skal crossgym ud

Susanne Fruergaard Schrøder er instruktør på crossgym-hold og stephold. Her har hun med stålsat vilje navigeret i de skiftende retningslinjer. Det betyder, at hun har lavet onlinetræning. Hun har flyttet indendørstræningen udendørs og i perioder med 16-18 hold pr. uge af 25 minutters varighed med fire personer på hvert hold på grund af forsamlingsloftet – vel at mærke i det danske vintervejr.

”Hun har hele tiden sørget for at holde gang i holdene ved at dele dem op i flere grupper, sende 30 dages programmer ud til hjemmetræning, onlinetræning på Zoom og her efter jul har det stået på udendørstræning i kulde og sne med begejstrede deltagere. Det har været piv-koldt så mottoet er - I REGN OG SLUD SKAL CROSSGYM UD” siger Elna Sørensen, der er afdelingsformand for Benløse Gymnastik og fortsætter:

”Hun har en fantastisk energi og er et super aktiv for vores afdeling. Hun står også for at afholde aktiviteter med indsamlinger til Kræftens bekæmpelse og Hjerteforeningen. Hun arrangerer også MaratonCross et par gange i sæsonens løb, her går overskydende beløb i afdelingens kasse”.

Ydmyg og beæret

Prisen blev overrakt til en af de mange ugentlige træninger, som Susanne Fruergaard Schrøder står for. Hun var tydeligt rørt og ikke mindst overrasket over at have vundet prisen.

”Jeg er simpelthen så stolt og ydmyg over at have fået denne pris. Tænk, at så mange har indstillet mig. Jeg gør jo bare det, der gør mig glad. Det har da bestemt været udfordrende at blive ved i den her tid. Men jeg får så meget igen, når jeg er sammen med gymnasterne. Det er det hele værd”, siger Susanne Fruergaard Schrøder.

Om Super-Gejst-Spreder-Prisen

DGI og INTERSPORT er gået sammen for at sige tak til alle de frivillige i landets idrætsforeninger, der har ydet en ekstra indsats under corona. Til stor glæde for alle os, der elsker idræt og fællesskab under navnet: Tak, fordi du tager en for holdet.

Hyldesten har mange former – den mest synlige er Super-Gejst-Spreder-Prisen. En pris, der deles ud i DGI Midt- og Vestsjælland og 13 andre landsdele i DGI. Prisen gives til en frivillig, eller en gruppe af frivillige, der har gjort en særlig stor indsats i sin forening for at holde gejsten oppe i den hårde tid med corona. Det synlige bevis på prisen er en pokal og et gavekort på 5.000 kroner til INTERSPORT.

Frivillige sikrer fællesskabet

Super-Gejst-Spreder-Prisen er delt ud i DGI’s landsdele, og der har været knap 1.000 indstillinger i alt. I DGI Midt- og Vestsjælland, der geografisk dækker idrætsforeninger fra Brøndby i øst til Kalundborg i vest kom der 200 indstillinger til kandidater, der har gjort en ekstraordinær indsats for at skrue op for begejstringen under coronakrisen.

”Under coronakrisen har frivillige ledere, trænere og instruktører kæmpet en ihærdig kamp for at holde fast i fællesskabet i idrætsforeningerne. I perioder uden at kunne mødes fysisk, med skiftende restriktioner og svære vilkår. Vi har oplevet, hvor meget vi har brug for fællesskaberne i en tid, hvor vi har måtte undvære dem. De frivillige fortjener et kæmpe skulderklap for ikke at give op. At vi i dag kan give det til en som Susanne Fruergaard Schrøder er ekstra dejligt”, siger Sussi Munch, der er bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland om den indsats, der ydes i foreningsdanmark.