Sammenhold og nye fælles mål på U11-holdet

12 seje U11-drenge i Vipperød Boldklub har løbet 200 kilometer tilsammen hen over jul og nytår. For at holde sammen, for at holde formen og for at have noget at løbe efter.

Drengene på Vipperød Boldklubs U11-drengehold tog imod udfordringen med at løbe i alt 200 kilometer sammen. Og fik den hurtig kørt i mål. Foto: Vipperød Boldklub

Normalt er det bolden, de jagter, de 12 U11-drenge i Vipperød Boldklub. Men det er unægteligt vanskeligt at opretholde den gode fodboldtræning med corona-restriktioner, juletid og vintervejr som faktorer at tage hensyn til.

Læs også: Fællesskab og engagement gør virtuel træning til et hit

Trods de hårde odds er det lykkedes for holdets trænere at holde spillerne i gang, samtidig med at have et fælles projekt.

Hen over jul og nytår fik spillerne nemlig til opgave at løbe 200 kilometer i alt - sammen som hold, men hver for sig på asfalten.

Det lykkedes - og udover den fysiske og mentale gevinst, så venter der også en speciel oplevelse på drengene, når de engang kommer i kamp på fodboldbanerne igen. En af klubbens sponsorer - St. Grandløse Busser - sørger nemlig for at køre holdet i bus til næste udekamp. Og så bliver der et hyggeligt stop til tredje halvleg på vej hjem.

Præmien er selvfølgelig ikke det vigtigste, understreger Jens Skødstrup Andersen, en af holdets trænere.

“Vores løbe-projekt handler om to ting - der begge er vigtige. Vi skal holde sammen som et hold - uanset at vi ikke må mødes, og så vedligeholder vi formen, selv om vi ikke må træne på banen.” fortæller han.

I løbet af drengenes ture har de delt billeder på holdets Facebookgruppe, og trænere og medspillere har rost hinanden og kommenteret. Så det har på sin vis haft karakter af fælles træning, på trods af den fysiske adskillelse.

Drengene har ikke offentliggjort deres kilometertal, men i stedet sendt ind til trænerne, der har talt sammen. Så alle har kunnet være med og bidrage til det fælles mål.

Læs også: 24 titler til 24 fodboldspillere

“Det handler om fællesskab og om at yde sit bedste og være en del af holdet. Nogen har mere tid og mod på løbeturene end andre - men det vigtige er, at man prøver og gør det så godt man kan. Alt tæller," forklarer en anden holdets trænere, Allan Birkedal.

Selv om turene haft udgangspunktet, at de er hver for sig, så har de hos nogle af drengene alligevel været et fælles projekt. Bare i familien. Forældre og søskende har snøret løbeskoene og er taget med fodboldspillerne ud og løbe.
"Jeg synes det er mega fedt at nogle familier har lavet det til et fælles projekt - så løbeturen bliver til noget man gør sammen,” jubler Allan Birkedal.

Spillerne har selvfølgelig også været glade for projektet med de 200 kilometer.

“Det er en super idé trænerne har fået. Jeg synes det er sejt, at vi alligevel kan løbe sammen som hold - og jeg har selv fået lyst til at blive ved med at løbe efter ferien”, fortæller holdets 10´er Elias Hertzberg.

Restriktionerne i coronakrisen trækker ud - og derfor er U11-drengenes trænerteam også i gang med at gøre den næste udfordring klar.

Drengene har fået en opfordring til at fortsætte med løbet, og den opfordring har de taget i mod. Samtidig barsler trænerne med en udfordring omkring det tekniske i samme stil med målet om at løbe 200 kilometer i alt. Det kunne måske være noget med jongleringer og tæmninger, røber Jens Skødstrup Andersen.