Høng Badmintonklub gør klar til et generationsskifte
Hvad gør man, når gennemsnitsalderen i bestyrelsen er blevet for høj? Når bestyrelsesarbejdet er mere drift end udvikling? I Høng blev svaret et foreningsudviklingsforløb, der har banet vejen til nye kræfter.
”Rent ud sagt, er vi nogle gamle nisser, der sidder i bestyrelsen. Jeg selv er 72 år og har været med siden 1970’erne. Vi kan sagtens løfte opgaverne, men vi er brændt ud, når det kommer til videreudvikling. Vi manglede nye kræfter og ideer i foreningen”, siger Henning Christensen fra bestyrelsen i Høng Badmintonklub.
Struktur af arbejdsopgaver gav overblik
Løsningen blev et foreningsudviklingsforløb fra Bevæg dig fra livet. Med hjælp fra en konsulent gik klubbens bestyrelse i gang med at strukturere dens arbejdsopgaver for at skabe overblik. Det stod hurtigt klart, at det handlede om at gøre parat til et generationsskifte.
”Vi havde naturligvis talt om målsætningerne inden, men vi var åbne overfor, hvad konsulenten fra DGI kom med. Vi var simpelthen nået dertil, hvor vi skulle have inspiration og hjælp udefra. På en måde var det en stor mundfuld at komme i gang med, men nu har vi værktøjerne og overblikket”, siger Henning Christensen.
Svært at finde frivillige
I løbet af de seks måneder, som forløbet varede, beskrev bestyrelsen alle dens arbejdsopgaver. Det handlede om at gøre opgaverne i bestyrelsen konkrete og overskuelige for nye at løse.
”Det er enormt svært at finde nye kræfter til klubben. Bestyrelsesarbejdet er klart mest vanskeligt, men selv små opgaver er mange for travle til. Men nu spørger vi Gud og hver mand. Ikke kun de, der er i klubben”, siger Henning Christensen.
Når hverdagen rammer
Tiden efter udviklingsforløbet blev pludseligt mere turbulent end forventet, da klubbens ellers helt nye formand trak sig efter 14 dage. Frem til generalforsamlingen i maj 2017 får resten af bestyrelsen hverdagen til at hænge sammen.
”Det var ikke lige planen, men sådan kan det jo gå. Udviklingsforløbet har gjort, at vi ser lysere og anderledes på tingene. Vi er bedre til at se hinanden i øjnene og løse problemerne, når de opstår. Men hvad der sker til maj, ja det bliver spændende”, siger Henning Christensen.
Vi gør klar til de næste
Med alle opgaver på skrift er målsætninger og koncepter parate til et generationsskifte. Opgaverne er delt ind i kasser, så flere kan involvere sig i små bidder af foreningen i stedet for at tage det hele på sig.
”Vi har en klar målsætning om at gøre sådan, at nye kan og vil involvere sig i klubben. Det skal stå klart til de næste. De fleste af os er blevet for gamle til det her, så nu gør vi klar til nye kræfter”, siger han.