GO!-forløb skaber fælles sprog for det gode træningsmiljø i Holbæk Svømme Klub

Hvordan skaber vi et motiverende træningsmiljø og mere sammenhængskræft på tværs af vores svømmeklub? De spørgsmål var omdrejningspunktet for Holbæk Svømme Klub, da de tidligere på året indgik i et GO!-forløb med DGI.

Holbæk Svømme Klub havde haft stor udskiftning af trænere på svømmeskolen og havde derfor et ønske om at få input til nye håndgribelige redskaber til undervisningen.

I de fleste svømmeklubber er det ikke kutyme, at svømmeskole og konkurrenceafdelingen arbejder sammen på tværs. Dog så Holbæk Svømme Klub stor værdi i at samle afdelingerne og havde derfor inviteret både svømmeskolen og konkurrenceafdelingen til workshop i GO!-principperne.

 ”Vi har i en periode talt om, hvordan vi kunne få en større sammenhængskræft og fællesskabsfølelse i klubben. Vi tænkte, at dette forløb var en god anledning til at samle afdelingerne, fordi GO-principperne er relevante for alle – også konkurrencesportsudøver,” fortæller Sarah Plassmann, som er leder for svømmeskolen.  

GO! Forløb1

Refleksion og nye perspektiver
I februar stod 12 trænere fra både svømmeskole og konkurrenceafdeling klar til at blive klogere på GO!-principperne, og hvordan en undervisning kan bygges op omkring dem.

Tilbagemeldingen på workshoppen har været rigtig positiv, og svømmeklubben har kunne se gevinsten af GO!-principperne på flere niveauer:

”Jeg har som svømmeskoleleder fået et helt konkret værktøj, som jeg kan bruge til at give feedback til trænerne. GO!-klodserne er gode til at visualisere, hvilke parametre der skal ændres på – mere fællesskab, mere kompetencer eller konkurrence. Det giver virkelig noget konkret, som de kan arbejde med,” fortæller Sarah Plassmann og fortsætter:

”For svømmeskolen har det været en øjenåbner i forhold til, hvad trænerne kan skrue på i deres undervisning og en bevidsthed om den målgruppe, de arbejder med og vigtigheden af at kunne tilpasse undervisning til målgruppen.”

GO! – Hvad er det?

GO! er et dialog- og øvelsesværktøj, der giver et fælles sprog for motivation for at være aktiv. Det består af fire motiver; GO Fit, GO Pro, GO Together og GO Fun:

  • GO Fit repræsenterer motivet sundhed. Er man motiveret af GO Fit, har man særligt fokus på aktiviteten som et middel til at forbedre éns mentale, sociale eller fysiske velbefindende.
  • GO Pro repræsenterer motivet udfordring. Er man motiveret af GO Pro har man særligt fokus på præstationen, resultater og mestring. Man stræber hele tiden efter at blive bedre og udvikle færdigheder inden for den givne aktivitet.
  • GO Together repræsenterer motivet fællesskab. Er man motiveret af GO Together, er man drevet af fællesskab og det at høre til i en gruppe. Her bliver aktiviteten sekundær, for det vigtigste er, at man er aktiv sammen med andre.
  • GO Fun repræsenterer motivet glæde. Er man motiveret af GO Fun, er glæde ved selve aktiviteten i fokus. Man har en eksperimenterende og legende tilgang til aktiviteten, og man vil gerne fordybe sig.

Helt konkret bliver GO!-motiverne visualiseret med fire klodser i gul, blå, grøn og rød. 

Fællesskab og glæde er også centralt for konkurrence
Selvom konkurrencesvømning oftest har præstation og resultater øverst på prioriteringslisten, så har GO!-forløbet ifølge Sarah Plassmann givet stof til eftertanke i forhold til undervisningen i konkurrenceafdelingen.

”På workshoppen gav de unge prøvekaniner fra konkurrenceafdelingen udtryk for, at de syntes, at fællesskab og glæde var det, som gav undervisningen værdi. Det var en øjenåbner for trænerne for de yngste konkurrencesvømmere i forhold til at skrue op for den sjove og kreative del af undervisning.”

Hermed bliver GO!-værktøjerne også en vigtig ingrediens i at fastholde og motivere konkurrencesvømmerne.

Ifølge Sarah Plassmann har forløbet ligeledes etableret en fælles måde at kommunikere på tværs af svømmeklubben:

”GO!-forløbet har givet os et fælles fagsprog at tale ud fra, fordi det passer godt ind i begge afdelinger, og vi kan tale om, hvad der skal skrues på, når vi underviser,” afslutter Sarah Plassmann.

Klubben fik efterfølgende 20 sæt GO!-klodser, som de kan bruge til det videre arbejde med at implementere GO!, og derudover har klubben en opfølgende vejledning med DGI.