Foreningsudvikling må også gerne være en luksusoplevelse
Er der nogen grund til at udvikle sig, hvis det hele går, som det skal? Ja, lyder det fra Borup Løbeklub, der er i gang med et foreningsudviklingsforløb.
Alt er godt i Borup, hvor medlemmer, trænere og frivillige er begejstrede for deres løbeklub. Alligevel er klubben godt i gang med at udvikle sig sammen med DGI i et udviklingsforløb under Bevæg dig for livet.
”Vi har en god kultur, ingen kriser og er en virkelig velfungerende klub. Så for os handler det om at være i bevægelse og hele tiden se fremad, så vi bliver ved med at være sådan. Ja, du kan vel sige, at det er sådan lidt luksus, når vi gør det her”, siger Allan Bruhn, der er næstformand i Borup Løbeklub.
Tre områder skal tunes
Sammen med en konsulent fra DGI har bestyrelsen identificeret tre områder, der skulle have lidt ekstra opmærksomhed. Det blev en overordnet strategi, en strategi for at styrke træningerne og klubbens kommunikation.
”Når vi for eksempel taler om at styrke vores træninger, så handler det om at finde nogle måder og få nye input til at gøre det anderledes og mere spændende for både trænere og løbere. I forhold til kommunikation vil vi gerne blive skarpere på hjemmesiden, vores mails og Facebookgruppe”, siger Allan Bruhn og fortsætter:
”Vi har fået beskrevet alle vores arbejdsopgaver, så vi kan fordele dem ud på endnu flere hænder. Det hænger på en måde sammen med kommunikation, fordi vi gerne vil profilere os på at være en klub, der kan finde ud af at involvere mange”.
Godt med starthjælp
Selvom udviklingsforløbet har været fyldt med succeser, er Allan Bruhn glad for, at de valgte et struktureret forløb med en konsulent tilknyttet.
”Al begyndelse er svær, og vi skulle lige få sat skub i processen, før vi kom i gang. Derfor har det været godt med inspiration udefra. Det har været med til at sparke os i gang, så vi ikke står stille. Det er sundt at udvikle sig og være i bevægelse, det skal alle foreninger huske på”, siger han.
Lysten skal drive værket
Borup Løbeklub er en relativt ung klub, hvor pionerånden i den grad kan mærkes. Her er der stærke ambassadører og mange ildsjæle, der bidrager. Netop det er noget, som bestyrelsen vil passe godt på ved hele tiden at have øje for udvikling.
”For os er det vigtigt, at det er lysten, der driver værket. Man skal ikke føle, at man død og pine skal involvere sig for at være medlem. Nogle vil måske tale om Tordenskjolds soldater, men hos os, er der virkelig mange, der byder ind. Jeg tror, at begejstringen smitter. Det er ikke en selvfølge, og det er en kultur, vi vil værne om”, siger Allan Bruhn.