Pressearbejde: Skyd genvej til medierne med en tendens

En effektiv og alternativ vej til at komme i medierne er at fremhæve tendenser. Men hvad er en tendens? Og hvordan kan du dokumentere, at din forening har en? Det lærer du her!

Glem alt om fornemmelser. Tal er sandhed. Og statistik er derfor guld, når du skal udlede en tendens og vinkle en historie over for pressen.

Prøv for eksempel at gennemgå din forenings medlemstal, andel af frivillige, sammensætning af medlemmer og så videre.

Tjek eventuelt udvikling i:

  • Antallet af medlemmer
  • Andelen af unge
  • Andelen af ældre
  • Deltagelse ved events
  • Deltagelse ved generalforsamlinger
  • Kønsfordeling i bestyrelser og udvalg

Andre gode veje til spalterne er at kroge din historie op på:

  • En populær trend (selvforkælelse, kvalitetstid osv.)
  • Et populært emne (stress, livsstilssygdomme, worklifebalance osv.)
  • Et sæsonrelateret emne (nytårsfortsæt, aktiv sommerferie osv.)

Er din forening unik?

Det kan også være en god historie at gå mod en trend. Måske har din forening droppet alle børnehold og bruger nu i stedet ressourcer på at undervise ældre? Måske arbejder I med en atypisk og unik gruppe af medlemmer; Overvægtige børn, personer med psykiske problemer, unge stofmisbrugere og så videre. Måske har foreningens ledere en overraskende baggrund?

Det overraskende hører under nyhedskriteriet sensation, som er et af de fem nyhedskriterier, som journalisterne vægter gode og dårlige nyheder og historier efter.

Læs mere: De fem nyhedskriterier: Har min forening en god nyhed?