Sådan starter du byggeri af nye faciliteter
Overvejer din forening at bygge nye idrætsfaciliteter? Det bedste råd fra DGI er at bruge tid på at tænke hele processen igennem.
Vi skal have mere plads! Vi skal have en ny idrætshal! Vi skal have et nyt idrætscenter!
Ønskelisten er lang, når danske foreninger sætter i gang med at overveje, hvordan de kan optimere faciliteter og aktiviteter. Men det bedste resultat starter med en god begyndelse. Og en god begyndelse staves p-l-a-n-l-æ-g-n-i-n-g.
Nybyggeri kræver en god udviklingsplan
Mange foreninger tænker fysiske forandringer, når de vil udvikle og forandre faciliteter, men du bør starte et helt andet sted.
Første trin i en god byggeproces er at gennemtænke ideen. Det lyder åbenlyst. Alligevel er det dét trin, som de fleste foreninger prioriterer mindst - og nogle glemmer det helt, fordi de er så fokuserede på de færdige kvadratmetre.
Sæt Spørgejørgen på banen i bestyrelsen
1: Hvad er foreningens behov?
Nogle gange kan det være en fordel at udvikle eller forandre de eksisterende bygninger frem for at bygge nyt. Brug tid på at diskutere krav og ønsker igennem - og husk at tænke langsigtet! Det er billigere at tænke sig om og tegne lidt flere streger på papiret, end at bygge om og erfare at en ny hal eller et ekstra omklædningsrum alligevel ikke opfylder det reelle behov. Læs mere i artiklen Bedre udnyttelse af faciliteter.
2: Hvilke aktører kan hjælpe os?
Sæt tid af til at involvere centrale aktører i processen. Og start så tidligt som muligt. Arkitekter og konsulenter i DGI Facilitetsudvikling er eksperter i idrætsbyggeri. De kan hjælpe din forening med at præcisere behovet og kan rådgive i hele byggeriets faser - fra analyse af potentialet af de nuværende rammer og opsætning af et realistisk budget til arkitekttegninger og meget mere. Se her hvad DGI kan hjælpe med.
3: Hvordan organiserer vi os bedst?
Hvordan kan vi samarbejde om at nå vores mål? Har vi behov for flere frivillige med særlige kompetencer? Er der netværk vi med fordel kunne indgå i?