Vejledning om generelle krav til en forenings vedtægter

Steen F. Andersen, DGI’s juridiske chef, gennemgår de minimumskrav til vedtægter, som blandt andet er forudsætning for at en forening kan få kommunalt tilskud.

Der findes ingen generel lovgivning, der kræver, at en forening skal have vedtægter, eller at vedtægterne skal have et bestemt indhold. Men i praksis bør alle foreninger have vedtægter. Vedtægterne kan være mere eller mindre omfattende alt efter foreningens formål, da vedtægter har karakter af en aftale indgået mellem foreningens medlemmer.

Vedtægterne angiver de spilleregler, som medlemmerne er enige om, skal være gældende for det fællesskab, som foreningen er.

Lovens minimumskrav til vedtægter

Stort set alle idrætsforeninger og andre folkeoplysende foreninger ønsker at få kommunalt tilskud efter folkeoplysningsloven, og denne lov og den tilhørende bekendtgørelse stiller nogle minimumskrav til foreningens vedtægter. Disse krav flugter med de betingelser, som henholdsvis DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) stiller til deres medlemsforeninger. Det er at:

  • Have formuleret et (idrætsligt) formål med foreningsdannelsen, som skal fremgå af vedtægterne.
  • Tilbyde folkeoplysende virksomhed, jfr. folkeoplysningsloven (idræt mv.)
  • Have en bestyrelse. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer skal fremgå.
  • Være demokratisk opbygget.
  • Bygge på aktivt medlemskab. Ved aktivt medlemskab forstås, at de pågældende selv har meldt sig ind og betaler kontingent for aktivitet. Desuden kan der være passive medlemmer.
  • Have mindst fem betalende medlemmer. Aktivt medlemskab kræver, at der er betalt kontingent for mindst tre måneder.
  • Betingelser for medlemskab skal fremgå, og medlemskab skal som udgangspunkt være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål.
  • Hjemsted (kommune) skal fremgå. Det er hjemstedskommunen, der yder tilskud.
  • Have en virksomhed, som er almennyttig.
  • Have en virksomhed, som er kontinuerlig.
    • Kontinuerlig virksomhed defineres som faste, planlagte aktiviteter, der udbydes med jævn frekvens fordelt over en hel sæson/kalenderår. Eksempelvis aktiviteter udbudt på ugebasis (f.eks. træning hver tirsdag) eller som aktiviteter hver 14. dag. Aktiviteter, der alene tilbydes f.eks. som én eller to årlige ture eller events/arrangementer regnes ikke som kontinuerlig virksomhed.
    • Det er tillige et krav, at de aktiviteter, der udbydes kontinuerligt, er tilrettelagt af foreningen selv og ikke af andre interessenter, eks. stævnearrangør, rejsearrangør o.l.
  • Regnskabsår og regnskabsaflæggelse samt valg af revisor skal beskrives.
  • Procedure for vedtægtsændringer.
  • Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør.

De standardvedtægter, som DIF og DGI har udarbejdet, behandler de nævnte emner og andre emner, vi anbefaler, at foreningen har taget stilling til.