Labyrintsansen: Snur, vug og drej

Labyrintsansen fortæller hjernen, hvordan hovedet vender i forhold til kroppen og tyngdekraften. Sansen skal stimuleres hele tiden. Det kan du høre om i denne podcast.

Podcast 2.png

Når børn triller, slår kolbøtter og vender og drejer sig, stimulerer de labyrintsansen. Det kan du høre om i denne podcast nummer 2 i DGI’s serie om børns motorik.

Labyrintsansen (vestibulærsansen) udgør sammen med følesansen og muskel-ledsansen de tre primære sanser, der danner fundamentet for udviklingen af bevægelser. Sammen med synet udgør sanserne grundlaget for vores balance.

Hør afsnittet:

 

Labyrintsansen hjælper hjernen til at opfatte, hvordan hovedet vender på kroppen. Den opfatter også, om vi har fart på, eller om vi bevæger os langsomt frem, og hvordan vi vender i forhold til tyngdekraften.

Det er vigtigt at stimulere labyrintsansen især hos børn, men også hos unge, voksne og ældre. Hvis ikke den stimuleres tilstrækkeligt, kan man nemlig blive utilpas af at svinge rundt, gynge, trille og dreje - og så lader man være med at udføre disse bevægelser. Det hæmmer den motoriske udvikling hos børn og lysten til bevægelse hos voksne og især ældre.

Og ja - hvis du som voksen får kvalme af at gynge eller prøve rutsjebanen, så ved du nu hvorfor. Heldigvis kan det trænes.

I podcasten møder du en svømmeinstruktør, der arbejder med tumlingesvømning for 3-5-årige. I vandet kan børnene vende og dreje i alle planer. Desuden giver to DGI-konsulenter dig viden og gode råd om labyrintsansen.

Læs de gode råd fra podcasten: 5 gode råd: Sådan stimulerer du labyrintsansen

Medvirkende:

  • Sofie Sønderskov Johansen, svømmeinstruktør for bl.a. Haletudserne på 3-5 år i Lystrup Svømning
  • Charlotte Egede Frost, børn- og ungekonsulent i DGI Vestjylland
  • Stephan Junggren, idrætskonsulent i gymnastik, DGI.

Hør hele serien: 6 trin til bedre motorik

Produceret af Jonna Toft og Søren Prehn, Periskop.

Vi kan kun vise dig indholdet her, hvis du accepterer marketing-cookies. Ret dine cookie-indstillinger