7 gode råd: Sådan styrker du bevægelsesglæden
Her er de gode råd fra vores podcast Bevægelsesglæde: Tænd for energien
Gunnur Johansen giver børnene valgmuligheder mellem forskellige stationer ved hver træning, så de kan mærke efter, hvad de selv har lyst til.
Lyt til podcasten Bevægelsesglæde: Tænd for energien
Podcasten er første episode i serien: 6 trin til bedre motorik
7 gode råd: Sådan styrker du bevægelsesglæden
- Bevægelsesglæde opstår på baggrund af bl.a. tryghed, relationer, fællesskab, anerkendelse og egen udvikling. Lav inkluderende lege, der giver alle gode muligheder for at bevæge og udvikle sig på eget niveau.
- Lær børnene at kende, så du ved, hvad der tænder den enkelte. Hvis et barn ikke er så engageret eller har svært ved nogle aktiviteter, så snak med forældrene om, hvilke udfordringer der er. Så kan du bedre tilpasse træningen. Måske kan både du og forældrene øve særlige aktiviteter med barnet.
- For børn under 6 år handler træningen om at lege. Skal barnet lære tekniske færdigheder til en idrætsgren, så leg bevægelserne ind. Et eksempel: Avishockey træner badmintonbevægelser, fordi barnet holder på avisen på samme måde som på en ketsjer.
- Giv børnene medbestemmelse, så de føler, de har indflydelse, og lad dem mærke efter, hvad de egentlig har lyst til. Hvis et barn insisterer på at lave den samme aktivitet om og om igen, så lad det fortsætte med at øve sig, hvis det overhovedet er muligt.
- Børn går ikke særlig meget op i at vinde kampe, men de vil gerne mærke, at de bliver dygtigere. Både som træner og som forælder kan du styrke dén indgangsvinkel ved at fremhæve de områder, hvor barnet har udviklet sig, i stedet for at spørge til resultater.
- Lad forældrene være med til træningen. Det giver tryghed, og børn og forældre har det sjovt sammen. Du kan betragte forældrene som barnets personlige træner - det hjælper også dig.
- Gør en indsats for at skabe et fællesskab på holdet, måske ved at lave enkelte aktiviteter ud over træningen. Det kommer godt igen.
Du kan abonnere på DGI’s podcasts ’DGI i ørerne’ på iTunes
… eller du kan finde dem i diverse podcast-apps eller på www.dgi.dk/podcast