Forsikringsaftale

Alle foreninger, som er medlem af DGI og DIF - og er berettiget til at opgøre medlemmer gennem CFR - er en del af den kollektive forsikringsaftale Idrættens forsikringer.

Forsikringsaftalen betyder blandt andet, at alle, der yder en indsats i foreningen, er dækket af en arbejdsskadeforsikring.

Er uheldet ude, skal I selv rette henvendelse til Idrættens Forsikringer og udfylde de relevante papirer, som findes på hjemmesiden http://www.idraettensforsikringer.dk - her kan I også læse meget mere om Idrættens forsikringer generelt.

Følgende er dækket af forsikringen:

1. Arbejdsskadeforsikring

Forsikringen gælder alle personer, der er ansat i eller udfører opgaver for foreninger organiseret under DGI eller DIF. Den sikrer, at foreningerne og forbund er dækket i de situationer, hvor der er behov for erstatning efter Lov om arbejdsskade. Uddybende om arbejdsskadeforsikringen

2. Ansvarsforsikring

Forsikringen dækker erstatningsansvar, som bliver pålagt foreninger organiseret under DGI eller DIF. Forsikringen dækker også det erstatningsansvar, ansatte og medlemmerne kan pådrage sig, når de arbejder for foreningen, ligesom der er dækning for arrangøransvar, når arrangementerne er af rent underholdende art, f.eks. sommerfester, bankospil m.v. Uddybende om ansvarsforsikringen

3. Retshjælpsforsikring

Forsikringen dækker de sagsomkostninger, som en forening har, hvis det er nødvendigt at føre en retssag om tvister, der stammer fra udøvelse af foreningens arbejde. Uddybende om retshjælp

4. Rejseforsikring

Forsikringen dækker under rejse til arrangementer overalt i Verden UDEN FOR Danmark og dækker udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, skade på bagage m.m.

Alle, der rejser i idrættens interesse, er omfattet af forsikringen – dvs. idrætsudøvere, lønnede og ulønnede ledere, trænere, instruktører, dommere og andre ansatte under rejser og ophold i udlandet. Uddybende om rejseforsikring

5. Psykologisk krisehjælp

Psykologisk krisehjælp dækker, hvis personer i eller omkring en forening er involveret i eller overværer en alvorlig, traumatisk hændelse. Uddybende om psykologisk krisehjælp

Frivillig idræts ulykkesforsikring

Idrætsulykkesforsikringen kan etableres som en kollektiv forsikring, der dækker en gruppe af eller alle foreningsmedlemmer, hvis de kommer ud for en ulykke, mens de dyrker idræt eller under transporten til og fra en idrætsbegivenhed.

Idrætsulykkesforsikringen kan være et supplement til de private fritids- eller heltidsulykkesforsikringer, som mange medlemmer selv har tegnet.

Et ulykkestilfælde bør defineres som: ”En pludselig hændelse, der forårsager personskade”, men bemærk at ikke alle danske forsikringsselskaber følger denne definition, hvorfor det må anbefales at undersøge dette hos selskabets repræsentant.

Kontakt din DGI landsdelsforening for at høre nærmere om Idrættens Forsikringer.