Velkomstinitiativ trækker over 100 tilflyttere til aktiv forening
I 2020 er foreningen Aktiv Timring vokset fra 334 medlemmer til 443 medlemmer. Det skyldes især, at tilflyttere bliver budt velkommen af glade borgere, der fortæller om byens muligheder.
I foreningen Aktiv Timring stiger medlemstallet, selvom corona har hærget det sidste års tid. Det skyldes et initiativ, hvor såkaldte ’vejambassadører’ tager ud og byder tilflyttere velkommen til byen med en særlig ’velkomstkasse’.
26-årige Katrine Vinther flyttede til Timring i august 2020 med sin mand og oplever, at velkomsten har gjort en stor, positiv forskel for dem.
Byen Timring
- Antal indbyggere 2020: 692
- Antal medlemmer i foreningen Aktiv Timring 2020: 443
- I Aktiv Timring kan medlemmer bl.a. gå til fodbold, håndbold, floorball, badminton og gymnastik
- Timring ligger i Herning Kommune
- Byen ligger ca. 19 kilometer vest for Herning
”Vi føler os velkomne i byen og kan mærke, der er et tæt sammenhold. Folk er behjælpelige og har fortalt, hvad der foregår og rører sig i byen. Det har givet os svar på en masse spørgsmål,” siger Katrine Vinther.
En bykendt byder velkommen ansigt-til-ansigt
Foreningen Aktiv Timring står bag konceptet med vejambassadører. Omtrent 25 borgere fra Timring har meldt sig frivilligt og er hver især tilknyttet en vej i byen. De holder øje med, om nye beboere flytter ind, og går, iført smil og godt humør, over og banker på døren for at byde dem velkommen.
Ole Bredahl har boet i Timring i mange år og er vejambassadør på Møltrupvej.
”Det er hyggeligt at komme ud og tale med folk og byde dem velkommen til byen. Vi sludrer et kvarter og får en kop kaffe. Det er ganske uformelt, og når vi er færdige, har tilflytterne fået indblik i, hvad der sker i byen,” siger han.
Under corona har velkomsterne i nogle perioder været sat på pause, eller også er de foregået gennem en åben dør med vejambassadør på den ene side og tilflytter på den anden.
”Samtalen kan tage udgangspunkt i noget fra velkomstkassen eller være en lille sniksnak. Det kan også være lavpraktiske ting som information om, hvor biblioteket er eller hjælp til at tilmelde sig sport i Aktiv Timring,” fortæller Tina Holmgaard, formand for Aktiv Timring.
Velkomstkasser giver kendskab til byen
Vejambassadørerne har også en velkomstkasse med til tilflytterne, som giver et indtryk af de muligheder, der er i Timring.
"Der er en tydeligere følelse af, at man har en mening i et lille lokalsamfund som her."
Katrine Vinter, tilflytter
I jagten på at få sammenstøbt velkomstkasserne tog Tina Holmgaard, formand for Aktiv Timring, på runde i byen.
Hun startede på en herregård i udkanten af byen, der har snedkerværksted, landbrug, slagterbutik og café. Her indgik hun et samarbejde, om at de laver velkomstkasserne, som er trækasser. Desuden lagde de et gavekort i til deres slagterbutik.
Byens anlægsgartner lagde et gavekort i til en plante eller blomst, mens frisøren kastede et gavekort på 100 kroner i til første behandling.
Aktiv Timring har en folder om deres foreningstilbud, mens Timring Læringscenter har en folder med information om børnehave, skole og SFO.
”Den særlige velkomst har betydet, at vi har meldt os ind i Aktiv Timring, da vi gerne vil støtte foreningen. Min mand er selv opvokset i et lille lokalsamfund, så når corona tillader det, vil han gerne være aktiv i Aktiv Timring,” siger Katrine Vinther.
Ikke integrerede tilflyttere førte til vejambassadører
På et borgermøde tilbage i 2016 spurgte et ægtepar, hvad byen kunne gøre for at integrere nye borgere som effekt af, at en del nye ansigter var dukket op i bybilledet.
På det tidspunkt delte fem personer i et tilflytterudvalg velkomstkasser ud til tilflyttere. De fem personer havde mange opgaver om ørene og ville gerne have flere med. Deraf opstod ideen med vejambassadører.
Til et nyt borgermøde meddelte Aktiv Timring, at de gerne ville stå for initiativet, og mange borgere meldte sig på banen som frivillige vejambassadører samme aften.
Både unge og ældre varetager funktionen som vejambassadører, hvor de typisk opretter en messenger-gruppe for beboere på vejen. Det er en tovejskommunikation, som også giver borgerne mulighed for at henvende sig til ambassadørerne, hvis der er noget, de skal gå videre med.
Nogle gange er græsset grønnere i et lille lokalsamfund
Stigende medlemstal og glade tilflyttere vidner om, at Aktiv Timring, med deres velkomstinitiativ, har fat i den lange ende.
”I Timring er der et fællesskab, vi ikke havde turdet forestille os. Et fællesskab med mere styrke i. Der er en tydeligere følelse af, at man har en mening i et lille lokalsamfund som her,” siger Katrine Vinther.
Også Ole Bredahl ser en stor værdi i de små lokalsamfund. Han mener, det er vigtigt at holde fast i dem og påtager sig glædeligt rollen som vejambassadør.
”Jeg er stolt af, at Aktiv Timring gør så meget for byen og dens borgere. De frivillige sjæle er med til at holde vores landsby i live, og det er jeg glad for at kunne tage del i,” fortæller han.