Tjek efter, før du navngiver dit hold

Når du som træner eller forening skal navngive et nyt hold, er det en god idé først at undersøge, om navnet allerede bruges af andre.

Spinning er faktisk et varemærke, hvilket betyder, at et firma har eneret til brugen af betegnelsen spinning.

Er du opmærksom, når du navngiver dit hold, din forening, et event eller en aktivitet? Hvis du vil undgå at komme i klemme mellem ophavsret, varemærkeret og erstatningskrav, er det en god idé at tjekke navnet først.

"Helt lavpraktisk kan man starte med at søge efter, om navnet, man gerne vil bruge, allerede er brugt. Ud over at google sig frem, kan man tjekke sider som cvr.dk eller dkpto.dk," fortæller Steen F. Andersen, der er juridisk chef og advokat hos DGI.

Cvr.dk er virksomhedsregisteret, hvor langt de fleste danske virksomheder er registreret. Er en virksomhed registreret her, har de som udgangspunkt retten til navnet, og dermed må det ikke bruges af andre.

Dkpto.dk er varemærkeregisteret ved Patent- og Varemærkestyrelsen. Her kan man søge efter allerede opfundne navne på aktiviteter. Hvis en aktivitet/idé/navn dukker op, er det forbudt at bruge.

Eksempelvis er zumba og spinning faktisk varemærker. Det vil sige, at et firma har eneret til brugen af betegnelsen spinning – andre må kun kalde det spinning, hvis de har tilladelse fra firmaet, der ejer varemærket. Derfor bliver lignende aktiviteter blandt andet kaldt indoor cycling og bikefit i stedet.

Risikerer at skulle betale erstatning

Skulle man komme til at bruge et navn, der allerede er brugt, kan den krænkede stille krav om ophør samt erstatning.

"I nogle tilfælde kan man være heldig, at man kan slippe af sted med blot at ændre navnet. Men man risikerer bøde samt krav om vederlag og erstatning," siger Steen F. Andersen.

Han gør dog opmærksom på, at det danske sprog jo har sine begrænsninger, så der er grænser for, hvor stor forskellighed man kan kræve. Men går man bevidst efter at læne sig op ad noget eksisterende, risikerer man ballade.

Er man i tvivl, er det dog ikke nødvendigt for foreninger at gå til en advokat for at tjekke op på et eventuelt holdnavn.

"Hvis man selv tjekker efter, burde det være tilstrækkeligt i langt de fleste tilfælde."