Spar på energien og få flere penge til aktiviteter
Energiforbedringer i klubhuse er ikke kun godt for miljøet og økonomien – det gør det også rarere at komme i klubben. Det er erfaringen i Viborg Kommune.
71 procent. Så meget er udgifterne til el, vand og varme faldet i klubhuset i Ravnsbjerg IF i løbet af 3 år.
Fodboldklubben har skiftet oliefyret ud med et af naturgas, der er kommet vandbesparende brusere og nye døre. Og så er gamle rør og enkelte vinduer blevet skiftet ud.
»Vi har fået et bedre klubhus, bedre styring af varme og kraftig besparelse på energiforbruget. Og så er huset er blevet shinet lidt op og på den måde blevet mere attraktivt for andre, f.eks. er borgerforeningen begyndt at bruge det,« siger Finn Jensen, der er frivillig i Ravnsbjerg IF og tidligere bestyrelsesmedlem.
Få energikonsulentens 15 gode råd til energiforbedringer i jeres klubhus
Frivillig energikonsulent hjalp klubben
Fodboldklubben fik hjælp af en frivillig energikonsulent fra Viborg Idrætsråd for bedst kunne vurdere, hvad der skulle skiftes ud eller renoveres. Forbedringerne betød, at klubbens udgifter til el, vand og opvarmning på tre år faldt fra 66.836 kr. i 2013 til 18.884 kr.
Forbedringerne har kostet omkring 160.000 kroner, hvoraf klubben selv har betalt 27 procent. Resten har Viborg Kommune betalt. Kommunen har nemlig sammen med Viborg Idrætsråd sat gang i et større projekt med det mål at tilskynde foreninger til at lave energiforbedringer i klubhuse og spejderhytter.
»Foreningen kommer til at spare penge på den lange bane, vi hjælper miljøet og kommunen sparer på driftsmidlerne. I stedet for at bruge penge på at varme himmelrummet op, så kan vi bruge penge til flere aktiviteter. Det er jo fantastisk,« siger Morten Erfurth, der er sportschef i Viborg Idrætsråd.
Økonomisk gulerod fra kommunen
3 frivillige energikonsulenter har været på kursus hos Viborg Fjernvarme og hjulpet idrætsforeninger med at lave målinger og komme med gode råd til energi-investeringer.
Og fjernvarmeselskabet hjalp med udførlige beregninger af, hvornår udgifterne var tjent hjem.
»Det har både været en gevinst for økonomien og for miljøet. Men der er også en positiv sidegevinst i form af et bedre klubmiljø. Det er rarere at komme der, når det ikke trækker, og når det gamle toilet ikke løber,« siger Morten Erfurth.
Fjernvarme til billardbordene
En af de frivillige energikonsulenter er Peter Mandrup, der er tidligere pedel og har været foreningsaktiv i mange år.
”Vi oplevede f.eks. et klubhus, der havde overtaget et gammelt køleskab. I bunden var der to håndklæder til at suge vand op, men det betyder jo, at køleskabet kører hele tiden, og det er spild af energi. Klubben fik penge af vores straks-pulje, så de hurtigt kunne købe et nyt,” fortæller Peter Mandrup.
Han besøgte også billiardklubben, hvor der skulle være varme i billiardbordene. 26 grader. Udgifterne til at skifte til fjernvarme i stedet for elvarme tjente sig ind i løbet af fire år.
Copy-paste til andre foreninger og kommuner
Både Ravnsbjerg IF, energikonsulenten og Viborg Idrætsråd anbefaler andre at sætte fokus på, hvordan klubhuse kan spare på energien, så pengene i højere grad går til aktiviteter end til el, vand og varme.
»Det har været afgørende, at Viborg Kommune gav væsentlige tilskud, men det kan sagtens copy-pastes til andre kommuner. Det kræver nogle energikonsulenter, der kan hjælpe foreningerne med at se, hvad forbedringerne koster og hvornår de er tjent ind,« siger Morten Erfurth.
Fakta om energiprojektet:
- 45 idrætsforeninger og spejderklubber har fået tilskud. Foreningerne skulle betale 27 pct. af udgifterne til energiforbedringer, mens kommunen betalte resten. Samme niveau som lokaletilskuddet.
- Viborg Kommune har i alt afsat 6,5 mio. kr. til energiforbedringer
- Viborg Fjernvarme står for undervisning af frivillige energikonsulenter og beregninger af tilbagebetalingstider
- Energibesparelser giver på sigt flere penge til aktiviteter i stedet for udgifter til strøm, vand og varme
- Forbedringerne har samtidig shinet klubhusene op og gjort dem rarere at være i