Søstre skaber lokalt sammenhold gennem bevægelse

Hvad gør du, hvis der ikke findes et hold til dig? Du starter dit eget, tænkte søstrene Feline og Cirkeline Palle på 17 og 19 år. De har fået succes med deres danse/gymnastikhold i Præstø.

Feline og Cirkeline Palle har selv startet et nyt hold op i den lokale gymnastikforening med støtte fra ImpulsPuljen, hvor de udlever deres passion for at danse og bevæge sig sammen med andre unge Foto: DGI

I Præstø møder knap 30 unge kvinder i alderen 16-20 år hver mandag til en fælles, sveddryppende aften med dans, rytmisk gymnastik eller noget helt tredje, som powersøstrene Feline og Cirkeline Palle bliver grebet af.

Det nye hold i Gymnastikforeningen Præstø Fjord er skabt af de to søstre, Feline på 17 og Cirkeline på 19, der brænder for dans, rytmik og bevægelse. Der har ikke tidligere været et hold af denne type i foreningen, og de to søstre havde et stort ønske om at arbejde sammen og skabe deres eget hold af bevægere.

Midler fra ImpulsPuljen

  • Feline Palle og Cirkeline Palle søgte midler hos ImpulsPuljen til danse- og gymnastikholdet og modtog 16.000 kroner
  • Pengene blev brugt på at etablere holdet, invitere gæstetrænere til workshops, en holdtrøje og måske en fed afslutningsfest
  • ImpulsPuljen støtter projekter for unge, lavet af unge. Læs mere her> 

“Min lillesøster er i dansens verden og jeg er i den rytmiske gymnastik, og vi er begge meget engagerede i bevægelse. Vi arbejder godt sammen og har i lang tid haft et ønske om at have et hold sammen, hvor vi kombinerede vores to verdener, og hvor vi havde indflydelse på indholdet,” fortæller Cirkeline.

Ikke langt fra tanke til handling

De to søstre savnede et hold, der kombinerede netop dansen og den rytmiske gymnastik, og hvor deltagerne på holdet ikke skulle rejse flere timer for at komme til træning.

“Vi går selv meget op i vores dans og gymnastik, men der er ikke så mange tilbud på Sydsjælland, så vi tager begge til København, Stevns og Fyn flere gange om ugen. Vi var frustrerede over, at mange godt ville det samme som os, men man taber også motivationen, når man skal tage langt for at tage til træning,” siger Cirkeline.

Det er en vild ting at se sine ideer og tanker blive til noget konkret

Cirkeline

Foreningen havde tidligere spurgt søstrene, om ikke de var interesserede i at lave et hold, og pludselig var tiden rigtig til at skabe deres eget holdet midt i hjembyen, Præstø.

“Vi var blevet spurgt før, men nu passede det med, at vi kunne lave et hold i en sæson. I april og maj lavede vi prøvetræninger med forsmag på, hvad vi godt ville lave på holdet, og der var stor interesse og omkring 26 fortsatte, da vi startede holdet op i august,” fortæller Cirkeline.

Vildt selv at skabe noget

Søstrene brugte meget tid på at promovere holdet via netværk og sociale medier, hvor de fortalte om deres tanker og ambitioner for holdet.

“Det kræver meget at starte et hold op: Meget ansvar, planlægning og tid. Vi har haft vanvittig meget optur over, at det lykkedes at skabe noget, og det er en vild ting at se ideer og tanker blive til noget konkret, det kunne vi ikke forestille os, før vi gik i gang. For os er det endnu federe, når det er piger på vores egen alder, så det bliver et fælles projekt for alle, og det var der, vi godt ville hen. Vi skaber alle sammen noget sammen og har det sjovt med det,” lyder det med stolthed i stemmen fra Cirkeline.

Om Præstø Seniorpiger

  • Er en del af Gymnastikforeningen Præstø Fjord
  • Har knap 30 kvindelige deltagere i alderen 16-20 år
  • Deltagerne kommer fra hele det sydlige Sjælland
  • Holdet laver 4-6 opvisninger i løbet af foråret 

Det er ikke kun lokale kvinder fra Præstø, der deltager på holdet mandag aften, men også fra Slagelse, Næstved, Køge, Vordingborg og Faxe.

“Det er et godt hold, der er bredt sammensat, og de er søde til at komme med positive tilbagemeldinger efter træningerne,” siger Cirkeline.

Opvisninger og håb om fremtiden

Holdet med de knap 30 kvinder har trænet til at lave en række opvisninger her i foråret, og håbet er, at holdet kan fortsætte næste sæson, selvom det desværre bliver uden Cirkeline.

“Vi vil helt vildt godt fortsætte holdet, og det ville være mærkeligt at droppe det efter et år, men jeg skal selv på højskole, så jeg kan ikke være med næste sæson. Min søster vil godt fortsætte, så hvis hun finder en kører det forhåbentlig videre efter sommerferien, hvor det også er tanken at åbne holdet op, så endnu flere kan være med,” lyder det fra Cirkeline, der fortæller, at selvom det at starte sit eget hold er hårdt arbejde, så er det ikke svært at komme i gang:

“Det er lysten og interessen, der har drevet os, og når den er der, kommer resten meget naturligt,” siger hun.