Sønderjysk forening bruger coronapausen til at udvikle ny hjemmeside

Hammelev Sogns Ungdomsforening bruger coronanedlukningen til at opdatere hjemmesiden, så foreningen er mere synlig og tilgængelig, når idrætten åbner igen.

Mens keglebanerne står tomme i det sønderjyske, er der endelig tid til at opdatere hjemmesiden. Foto: HSUF

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke coronanedlukningen af idrætten, hvis man spørger Hammelev Sogns Ungdomsforening.

Læs også: Sådan holdt Aakirkeby Idrætsforening en succesfuld digital generalforsamling

Den flerstrengede sønderjyske forening, der blandt andet tilbyder badminton, fodbold og kegler, blev mere eller mindre lukket ned fra den ene dag til anden. Lige nu foregår der ingen idræt hverken fysisk eller online.

Men det betyder ikke, at der slet ikke foregår noget. For mens idrætsaktiviteten er sat på pause, benytter HSUF anledningen til at opdatere den hjemmeside, der efterhånden har trængt i et par år, fortæller formand Johannes Hansen.

”Vi har snakket om det længe, men ingen har taget opgaven, så nu blev jeg enig med mig selv om, at det er ved at være tid. Vi ligger alligevel stille, så nu er tiden til at få hjemmesiden endevendt.”

Fik friske øjne på hjemmesiden

Processen med udviklingen af en opdateret hjemmeside startede, da HSUF henvendte sig til DGI Sønderjylland for at få hjælp til kommunikationen. Til et møde med den lokale kommunikationskonsulent blev det i fællesskab besluttet, hvordan hjemmesiden skulle se ud.

Kommunikationshjælp

HSUF brugte tilbuddet om kommunikationshjælp fra DGI til udviklingen af den nye hjemmeside.

Klik på linket og se, hvad I kan få hjælp til.

Johannes Hansen er glad for, at han ikke selv skulle udvikle det nye hjemmesidedesign, og nu glæder han sig til at se den første prototype.

”Det har absolut lettet processen. Det gør en hel del at få friske øjne på sådan en sag. Vi er vant til at se, at det ser ud, som det plejer, så det kan kun blive bedre af at få en fuldstændig udefra til at kigge på det,” siger han.

Læs også: Foreninger i kontingent-dilemma ved sæsonstart 2021

Når prototypen er godkendt, og den nye hjemmeside er klar, vil HSUF uddanne en webredaktør inden for hver idræt, så der hurtigt kan komme en masse nyt og relevant indhold på.

Inden coronanedlukningen var der fuld fart på i HSUF's forskellige afdelinger.Inden coronanedlukningen var der fuld fart på i HSUF's forskellige afdelinger.Foto: HSUF

Det skal være nemt

Udfordringen med den gamle hjemmeside er, at den næsten ikke bliver brugt, fordi den ifølge formanden er alt for bøvlet at opdatere.

”Man skal næsten være IT-mand for at finde ud af det. Vi læner os op ad én person, som administrerer det, så hvis vedkommende ikke har tid, sker der ingenting,” forklarer han.

Derfor skal hjemmesiden nu ændre, så alle kan finde ud af at opdatere den. Derudover har HSUF tænkt sig at implementere sine Facebooksider- og grupper på hjemmesiden. På den måde bliver aktuelle informationer ikke gemt væk i lukkede grupper, og hjemmesiden vil så at sige blive opdateret automatisk, når der sker noget på Facebook.

Det skal være nemt. Både for besøgende og administratorer.

Læs også: Sådan: App’en styrker foreningens fællesskab

”På den gamle hjemmeside skulle du klikke seks-syv gange, hvis du skulle melde dig til en spinningtime, og du skulle vide nogenlunde, hvor du skulle kigge. Det var sgu opad bakke for en, der så hjemmesiden for første gang. Det skal gøres nemt at finde den information, man har brug for.”

Vi får brug for at promovere os

Coronanedlukningerne har taget hårdt på HSUF, der har haft en medlemsnedgang på over ti procent. Særligt seniorerne er svære at få i gang igen. Her kommer den nye hjemmeside til at spille en rolle, fortæller Johannes Hansen.

”Det handler om at gøre det, der foregår i foreningen, mere synligt. Nu kan man få fornemmelsen af, at foreningen er lukket, fordi der ligger nyheder fra 2018, som stadig er langt fremme i køen. Opdateringen er også for at promovere os selv, for det kan jeg fornemme, at vi får brug for.”

Tidligere har HSUF kun brugt domænet Hammelev.dk, som er en stor paraplyhjemmeside, hvor foreningen deler pladsen med kirken, borgerforeningen og jagtforeningen. Det er fint for dem udefra, der måske kun kender bynavnet og ikke foreningen, men HSUF vil være mere synlige lokalt.

”Nu har vi købt HSUF.dk, for det er det, vi hedder i folkemunde. Det skulle gerne gøre os mere tilgængelige. Men vi vil også gerne kunne findes uden for byen, og de, der skal købe hus i byen, søger ikke på HSUF. Derfor har vi begge domæner, så vi rammer bredere,” siger formanden.