Små skridt med fælles gevinst

Omkring halvdelen af alle idrætsforeninger har et samarbejde med en offentlig institution. Men selvom mange har en relation til skoler og institutioner, er det langt fra noget, der fylder for foreningen. 

"For langt de fleste idrætsforeninger er det en sideaktivitet og ikke noget, der definerer dem. Idrætsforeningerne ser ikke sig selv som et supplement til den offentlige sektor. Og de offentlige institutioner er jo slet heller ikke afhængige af idrætsforeningerne," siger Bjarne Ibsen, som er forskningsleder og professor ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet.

Der er en tendens til, at samskabelse som begreb er blevet pustet op til at fylde mere, end det reelt gør. Men i stedet for at forsøge at skabe forbindelse alle steder, kunne man med fordel dyrke de steder, hvor vi ved, at det virker. Og det gør det først og fremmest i lokalsamfund.

"Det giver god mening for alle parter, at den lokale idrætsforening samarbejder med den lokale skole. Det er meningsfuldt, at foreningen låner skolens faciliteter. Institutionerne har ikke lige så hyppigt et samarbejde, men det kunne de med fordel."

Noget for noget

I et samarbejde taler man typisk om at have et fælles mål. Men det er en misforståelse, at parterne behøver at have det for at lykkes. Tværtimod ligger der en styrke i at acceptere, at begge parter skal have noget ud af det.

Forstå og accepter, at det er en noget-for-noget situation

Bjarne Ibsen, forskningsleder og professor på Syddansk Universitet

"I kan bruge hinanden og I kan have glæde af hinanden – men ikke nødvendigvis fordi I vil det samme. I stedet for at forhaste samarbejdet, skal I tage små skridt," siger Bjarne Ibsen.  

I det kommercielle har vi forståelse for, at en virksomhed skal have noget ud af et samarbejde. Den tilgang må gerne smitte af på samarbejdet mellem foreninger og offentlige institutioner.

"Lærerne kan lære enormt meget af nogle instruktører, som kan deres kram. Men foreningsinstruktøren kan også lære meget af læreren om det pædagogiske og om at tage sig af de børn, som ikke automatisk deltager."

Det demokratiske paradoks  

Samskabelse har afsæt i et ønske om at hjælpe med at løse velfærdsopgaver. Politikere fremhæver også gerne demokratiet og det at komme tættere på borgerne. Det udgør dog et demokratisk dilemma:

"I et ideelt demokratisk samarbejde er alle parter med til at tage initiativ og udvikle eksempelvis undervisningen, når idrætsforeningen kommer og underviser i badminton i idrætstimen. Men der kunne man jo spørge sig selv, om de frivillige, der engagerer sig i idrætsundervisningen, skal have indflydelse på skolen? Hvad er det demokratiske i det?" siger Bjarne Ibsen.

Han mener, det er relevant at snakke om, hvem der har indflydelse i et deltagelsesdemokrati – og om det overhovedet giver mening, at frivillige har indflydelse udover egen forening.

"Det er et problem, hvis man gennem et frivilligt engagement kan få indflydelse på eksempelvis skolen. Helt formelt er det et problem, hvis demokratiet baserer sig på dem, der måtte have en særlig interesse i det, fremfor dem, som normalt arbejder med det. Det rør ved noget grundlæggende ved vores demokrati, hvis man giver indflydelse til tilfældige frivillige."