Se affald som en ressource

Vi skal sætte ting i kredsløb, så råvarer regenereres og bruges igen og igen.

Affaldssortering kræver planlægning og hænder. Hænderne manglede indimellem i spiseteltene i Svendborg. Foto: Jens Astrup

Der er altid noget affald, som man er i tvivl om, siger Rasmus Hørsted Jensen:

”Derfor kan affald – og affaldssortering skabe bevidsthed om bæredygtig udvikling.” 

Gør det enkelt

Du er sikkert også kommet i tvivl om, hvilken spand juicebrikken skulle i.

”Vi skal lære at sortere rigtigt. Et godt tip er keep it simple. Når folk skal i gang med at lære det, bliver vi som arrangører nødt til at gøre sorteringen så enkel som mulig. Hvis det simple er at sortere i to affaldstyper, for eksempel pap og papir, så er det en måde at gøre det på, men i min optik er det ikke ambitiøst nok," siger Rasmus Hørsted Jensen og erkender, at landsstævneværterne måske havde været for ambitiøse.

Ved Landstævnet i Svendborg var det planen at sortere i kategorierne

  • restaffald
  • pap og papir
  • madaffald
  • engangsservice
  • plast drikkekartoner glas og metal

Men det fungerede ikke på alle bespisningssteder. Den største forhindring var, at der var for få frivillige til at guide folk rigtigt gennem sluserne. Dertil kom, at i bespisningsteltene, stod alle sider åbne, så man ikke kunne styre afleveringen af affald, når folk havde spist.

En hel del bedre gik det i teltet, hvor 6.400 deltagere på det store efterskolehold indtog i alt 116.000 måltider.

Rasmus Hørsted Jensen konkluderer, at både menneskelige ressourcer og opstilling er vigtige ingredienser i god sortering.

Vi skal sætte varer i kredsløb

God affaldssortering starter med indkøb, for så kan man planlægge, hvordan der skal sorteres. Men selv om landsstævneværterne vidste, hvad der var købt ind kom der alligevel en ny detalje med i emballagen, som de ikke havde taget højde for i indkøbsfasen. Alligevel er det der, det starter.

”Bæredygtig udvikling er en holistisk måde at tænke på,” siger Rasmus Hørsted Jensen og medgiver, at ordet 'holistisk' ikke gør sagen nemmere.

”I stedet for hele vores brug-og-smid-væk-kultur, skal vi sætte ting i kredsløb og bruge dem igen og igen," siger Rasmus Hørsted Jensen.

Tilbage til Stort JA til bæredygtigt Landsstævne >