Samkørsel får Safwan og Nour til idræt

Nogen kender slet ikke til fænomenet – altså det dér foreningsidræt. Andre har ikke råd til busbilletten til og fra træningsanlægget. Og så er der dem, som ikke aner, hvad de skal gøre af sig selv, hvis de møder op.

For de nytilkomne flygtninge kan idrætsforeningerne virke som en lukket klub. Det har fået Birkerød Tennis Klub til at tage ketsjeren i den anden hånd:

”Vi henter og bringer spillerne. Hver gang,” siger Jesper Tvermoes.

Han er tidligere formand og nuværende flygtningeambassadør i den nordsjællandske klub.

”Vores spillere har kun været i Danmark i et års tid. Så hvordan skulle de vide, at vi eksisterer, hvis ikke vi viser dem det?” spørger han.

Fra Syrien til Birkerød

Nour er ni år og går i 2.a. Når hun bukker sig efter den filtede bold, falder en kraftig fletning tungt ned foran et par dybtliggende øjne.

”Klar?”

Hun misser med øjnene op mod lysstofrørenes ubarmhjertige lys og sender bolden i spil med et let sving i håndleddet.

De har kun været i Danmark i et år, så hvordan skulle de vide, at vi eksisterer, hvis ikke vi viser dem det?

Jesper Tvermoes, flygtningeambassadør i Birkerød Tennis Klub

For halvandet år siden sad hun i Syrien med sin mor og ventede på et brev fra sin far. Han var taget i forvejen. I dag er hun til tennis i Birkerød Tennisklub. Det har hun været hver lørdag, siden klubben for knap et år siden besluttede at invitere til tennis for flygtninge.

”Jesper kører mig og min far hen i hallen, så jeg kan spille med mine venner. Når jeg spiller tennis, bliver jeg glad,” siger hun.

Den nødvendige særbehandling

Træningen koster ikke spillerne noget. Foreningen låner dem banerne ganske gratis, og trænerne stiller op uden beregning. Børn og kvinder bliver endda hentet og bragt. Hver gang. Og modellen ér en nødvendighed for projektets succes:

”Vi prøvede én gang at sige, at næste gang skal I selv komme herhen. Og der kom ikke en eneste. Så den model er vi gået væk fra igen,” siger Jesper Tvermoes.

De kritiske røster stikker jævnligt til, hvorfor spillerne på flygtningeholdene skal have særbehandling. Men der er en mening med galskaben:

”Hvis ikke vi gør, som vi gør nu, så kommer de ikke. Så enkelt er det. Og derfor bliver vi ved med at invitere og ved med at hente dem, for de har lysten til at spille – de skal bare have mere end et enkelt skub bagi for at komme afsted,” siger Jesper Tvermoes.

Trin for trin

Til den første træning mødte to spillere op. Et år senere har holdet i alt 40 medlemmer fordelt på både børn, kvinder og mænd.

”Det har krævet en del arbejde at få kontakt til spillerne. Vi har både selv gået rundt og overtalt dem, ladet de andre spillere sprede rygtet og holdt oplæg ved kommunens årlige foreningsmesse. Særligt det sidste resulterede i mange nye medlemmer” siger Jesper Tvermoes.

Hvis ikke vi gør, som vi gør nu, så kommer de ikke - og det er synd, for de vil gerne spille

Jesper Tvermoes, flygtningeambassadør i Birkerød Tennis Klub

Én af dem, som har været med næsten fra starten, er Nours far, Safwan Shawi.

”Jeg spillede et år som ung i Syrien, men siden har jeg ikke spillet tennis. Nu spiller jeg hver lørdag og hjælper nogle gange til på børneholdet,” fortæller den 42-årige flygtning.

Et foreningsliv til deling

Jesper Tvermoes har mange års erfaring med foreningslivet – både inde på banen og på sidelinjen. Derfor har han kulturen omkring banebookning, kontingenter, mødetider og fælles oprydning af bolde på rygraden. Det er blandt andet alt det, han forsøger at lære fra sig om lørdagen mellem klokken 14 og 18.

”Os, der henter og bringer, venter ind imellem på, at de bliver færdige til afgang. Det med faste mødetider betyder ikke det samme for dem. Og når vi skynder os at rydde bolde sammen, fordi nogle andre har betalt for leje af banen – alt dét skal de først til at lære,” siger han.

Efter hver træning samles de om et stykke kage. I dag er det bagerens jubilæumskringle og en kop appelsinvand.

”Vi snakker kun dansk til træning og over kagen. Det er ikke noget problem for børnene, som i løbet af få måneder taler flot dansk. Men for nogle af de voksne er tennis det eneste sted, de får trænet sproget udover sprogskolen,” siger Jesper Tvermoes.