Sådan skaber din klub tilbud til gråzonebørn
Idræt kan begejstre børn med diagnoser og sociale udfordringer
21 børn i ens blå spilletrøjer tonser rundt i hallen mellem de forskellige øvelser. De ænser ikke, at de alle har deres adfærdsmæssige og sociale udfordringer at kæmpe med.
Uanset om de har diagnoser som adhd, add, autisme eller kæmper med sociale relationer, overvægt mv., møder de trofast op hver tirsdag for at træne som håndboldholdet New Kidz.
Det gør de i Dronninglund Håndbold, hvor bestyrelsen i 2017 lancerede tilbuddet. Det handler nok om håndbold, men kan lige så vel inkludere børn i andre klubber og idrætsgrene.
Bestyrelsen skal tage et bevidst valg
Efter flere års diskussion i bestyrelsen, om klubben skulle være en elite- eller bredtfavnende klub, faldt valget på bredden.
”Vi fik carte blanche til at forsøge at skabe et tilbud til denne gruppe gråzonebørn og inviterede Rikke Nielsen fra Aalborg til Dronninglund for at fortælle om sin træning med udviklingshæmmede børn,” fortæller Lenette Duncker.
Hun sidder i bestyrelsen og er kontaktperson til New Kidz.
Jeg ser, at mit barn får mere selvtillid ved at være med til træningen
Marlene Frost, plejemor fra Aså
12 råd til at starte et vellykket hold
Med succesen New Kidz giver de to bestyrelsesmedlemmer her deres råd til andre klubber og foreninger, som vil starte et træningstilbud til børn med adfærds- og andre udfordringer:
- Beskriv målgruppe og træningsindhold i en folder
- Aflevér folder til de lokale skoler
- Besøg forældremøder i specialklasser og skoler i lokale byer ved skolestart og fortæl om tilbuddet
- Fortælle skolesundhedsplejersker om tilbuddet – de er nøglepersoner
- Start træning i direkte forlængelse af skoletiden
- Giv alle børn ens spilletrøjer
- Find trænere via omtale i de lokale ugeaviser og i de lokale klubber
- Find en hovedtræner og to-tre hjælpetrænere til det praktiske arbejde og omsorg for børnene
- Sørg for at skabe en bred ramme for målgruppen, så holdet favner flest mulige typer børn
- Brug de sidste 10 minutter til fælles samling med frugt i et lokale uden forældre
- Hold kontingentet lavt, f.eks. 300 kr.
- Find en frivillig der vil lave kaffe til forældrene og skære frugt til børnene efter hver endt træning
God effekt for børnene
Både forældre og en skolelærer peger på de gevinster, de ser børnene vinde ved at gå til idræt uden for en etablerede idræts fokus på at mestre og præstere.
”Træningen med håndboldholdet giver de lidt asociale børn noget socialt og jeg ser, at mit barn får mere selvtillid ved at være med,” siger plejemoderen Marlene Frost fra Aså.
Trine Fransson er lærer på Dronninglund Skole og følger en dreng til træning første gang. Om træningens effekt siger hun:
”Børnene kan sige, at de går til noget, ligesom alle de andre børn. Var de børn, jeg kender til træning, ikke her, gik de ikke til idræt.”