Sådan holder TRIF fast i spillerne i og efter efterskoletiden
Fodboldspillerne i TRIF holder kontakten til både klubben, trænerne og kammeraterne, mens de er på efterskole. Derfor vender de fleste tilbage og de trækker flere med.
Hvad gør foreningen, når halvdelen af medlemmerne i en årgang smutter på efterskole? Gør I ingenting, risikerer I at miste både dem, som rejser ud, og dem, som bliver tilbage.
Det fandt Thorsager Rønde IF Fodbold ud af på den hårde måde. I mange år havde klubben haft svært ved at få efterskoleeleverne tilbage til foreningen, når de kom hjem, men det besluttede Martin Hornbæk Nielsen sig for at lave om på, da han selv var træner for en efterskoleårgang.
”Det var en rigtig god årgang, vi havde der, så vi begyndte at snakke om, hvad vi kunne gøre for at være sikre på at få dem tilbage. Det handler selvfølgelig dels om økonomi og kontingent, men også at det kunne give os noget at bygge seniorfodbold på,” forklarer han.
Resultatet af den nye indsats blev, at syv ud af otte spillere kom tilbage til TRIF efter efterskoleopholdet.
6 gode råd
- Skriv til dem - vis, at I interesserer jer for dem.
- Involver den træner, der skal have dem, når de kommer hjem.
- Fortæl dem om, hvad de kommer hjem til.
- Inviter dem med til sociale arrangementer og i facebookgrupper i weekender og ferier.
- Skab muligheder for, at de kan danne relationer til dem, de skal spille sammen med, når de kommer hjem.
- Husk at gøre træningen interessant for dem, som bliver tilbage i klubben.
Hold kontakten mens de er væk
Fordi Martin Hornbæk Nielsen kendte sine spillere så godt, som han gjorde, var det helt naturligt for ham at holde kontakten med dem, mens de var væk.
Det skulle vise sig at være første skridt på vejen til at få årgangen tilbage til TRIF.
”Jeg skrev og ringede til dem engang imellem. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det er nemmest at skrive, for når man er på efterskole, gider man faktisk ikke snakke i telefon men sin gamle fodboldtræner,” griner han.
”Det kan sagtens være, at de ikke svarer dig, selvom du kan se, at de har set beskeden. Men fred være med det. De ved stadig, at vi faktisk tænker på dem og gerne vil have, at de kommer tilbage til os.”
Om beskederne handler om fodbold, kærester eller livet på efterskolen er ikke så vigtigt. Det handler mest om bare at vise interesse i dem. Det minder spillerne om, at der også er et liv og en fodboldklub på den anden side af efterskolen.
Det er vanvittig vigtigt, at den træner, som overleverer dem, bevarer kontakten med dem
Martin Hornbæk Nielsen, cheftræner for seniorafdelingen i TRIF Fodbold
Vis hvad de kommer hjem til
Et andet vigtigt aspekt er, at spillerne ved, hvad de kommer hjem til. Ofte har de spillet for ét hold eller én årgang, inden de tager på efterskole, hvorefter de vender hjem til et nyt hold. Derfor er det vigtigt, at trænerne for de ældre hold har været involveret, inden spillerne rejser væk.
Det letter overgangen, forklarer Martin Hornbæk Nielsen, der i dag er cheftræner for seniorafdelingen.
”Vi har gjort den erfaring, at det er vanvittig vigtigt, at den træner, som overleverer dem, bevarer kontakten med dem. Og at vi, som skal have dem, når de kommer tilbage, har været med i en fase inden det. At vi har set nogle kampe og snakket med dem om, hvad de kommer tilbage til.”
Derudover lader TRIF efterskoleeleverne deltage i sociale arrangementer og træningskampe, når de er hjemme i weekender og ferier, selvom de ikke officielt er en del af klubben. De bliver også meldt ind i facebookgrupper, så de kan følge med i, hvad der sker.
På den måde danner de også venskaber og relationer til de spillere, der er tilbage i klubben, og som de skal spille sammen med, når de vender hjem.
Husk dem der bliver tilbage
En anden udfordring, som er let at glemme, er, at det også kræver arbejde at fastholde de spillere, der bliver tilbage i klubben, når andre tager på efterskole. Ofte er det halvdelen af holdet, der rejser væk, og det kan betyde, at de tilbageværende måske ikke engang kan stille hold.
”Det er lige før, at det er den sværeste del. Er de gode nok, kan de træne sammen med seniorerne, men udfordringen er nogle gange, at de, der er tilbage, spiller mere for at hygge sig,” oplever Martin Hornbæk Nielsen.
Derfor eksperimenterer TRIF med helt at droppe U16-årgangen og i stedet slå den sammen med U17, så de er to årgange om ét hold. Det giver et bedre og mere motiverende træningsmiljø.