Ny app og frivillig-points letter opgavefordeling
Bestyrelsen i Amager Volleyball Klub har udviklet appen Hjertet, som samler foreningens frivillige tjanser. Alle kan byde ind, og når de har tjent 100 point på et år, slipper de for at betale frivilligbidrag.
Hvordan får man flere end Tordenskjolds soldater til at trække et læs i en idrætsforening? Det spørgsmål har givet mange bestyrelsesmedlemmer grå hår gennem årene. Nogle foreninger er nedlagt, fordi der manglede den kerne, som kunne holde det hele i gang. Mange har desperat kaldt på nye bestyrelsesmedlemmer, holdledere eller praktiske grise i en forening.
Volleyballklub går en anden vej
Men hos Amager Volleyball Klub er de gået en anden vej for at engagere i princippet samtlige medlemmer i det frivillige arbejde. De har tilføjet et frivillighedsbidrag, som alle medlemmer skal betale – medmindre de har optjent nok frivillighedspoint til at betale med dem.
Det fortæller Pau Lund-Larsen, som er formand for volleyklubben og som har været ansvarlig for udviklingen af konceptet og appen.
Foreningens Hjerte
- Alle medlemmer skal udover kontingent betale 300 kr. i frivilligbidrag pr. sæson
- Har man i løbet af en sæson optjent mere end 100 point, de såkaldte hjerteslag, ved at tage opgaver, kan man betale frivillighedsbidraget med dem
- Forældre kan optjene point til at betale deres børns bidrag
- De penge, som kommer ind, bliver brugt til omkostninger til appen og til at betale for opgaver, som ikke bliver besat af frivillige kræfter
- Se appen her: amagervolley.dk/dl/frivillig
”Vi er en forening med ca. 300 medlemmer, men vi har de seneste år kæmpet med at få de frivillige opgaver klaret. Vi måtte nedlægge vores underudvalg, fordi vi ikke kunne få dem besat, og vi oplevede at det frivillige arbejde var samlet på meget få hænder – og at vi som bestyrelse skulle bruge mange kræfter på at prikke andre på skulderen," fortæller Pau Lund-Larsen.
"Nu har vi gentænkt det hele og bygger det op, så man kan byde ind med lige præcis det, man har tid, lyst og kompetencer til.”
Frivillige er foreningens hjerte
Pau Lund-Larsen udvikler it-systemer til hverdag og har sammen med et par andre designet appen Hjertet, hvor samtlige klubbens frivillige opgaver bliver udbudt, registreret og kategoriseret. Også alle de små og store opgaver, som bestyrelsesmedlemmerne klarer og altid har klaret.
”Vi har kaldt den Hjertet, fordi det virkelig er foreningens hjerte. Det er det, som får foreningen til at fungere – giver den liv,” forklarer Pau Lund-Larsen.
Alle de frivillige opgaver giver så et vist antal ”hjerteslag”, afhængig af hvor stor og krævende opgaven er.
Medlemmerne optjener altså hjerteslag ved at klare frivillige opgaver i foreningen.
Betal frivillig-bidrag med hjerteslag
Sammen med kontingentet skal alle medlemmer betale et frivilligbidrag på 300 kroner til klubben. Medmindre de har optjent mere end 50 hjerteslag. Så kan de betale deres frivilligbidrag med dem.
”Man kan få 100 hjerteslag ved at være frivillig ved to dagsstævner eller ved at tage nogle praktiske eller administrative opgaver igennem sæsonen,” forklarer Pau Lund-Larsen og fortsætter:
”Men det er også helt ok, hvis man ikke har overskud til det. Så kan man betale bidraget og ikke føle sig forpligtet til noget- eller føle at ens barn kører på frihjul, siger formanden.
"De penge, som vi får ind gennem bidraget, kan vi bruge til at få løst nogle af de opgaver, som er svære at afsætte. I denne sæson har vi manglet én til at være ansvarlig for vores net og udstyr. Hvis det ikke lykkes at finde én, kan vi sætte økonomi på opgaven og udbyde den til én fra klubben eller betale én udefra til at ordne det.”
Ønsker at dele app med andre klubber
Det er første sæson foreningen kører med appen fuldt udrullet, og de ændrer hele tiden i detaljer, men forventer at kunne dele den med andre foreninger fra starten af 2024.
”Vi vil rigtig gerne dele appen og konceptet med andre klubber – men vi vil gerne have fundet de fleste begynderfejl først. Derfor har vi fokuseret på at udrulle den hos os selv først,” fortæller Pau Lund-Larsen.
Han håber at appen og konceptet kan lære flere at være ”foreningsmennesker” og forstå, hvor fint det er at være fælles om at få en forening til at blive god. For det kan ingen bestyrelse klare alene. Til gengæld kan man nå virkelig langt, når mange giver en hånd med.