Netværk får de unge i nettet

Ungenetværk fastholder de unges interesse, engagement og medlemskab i foreningen. Og så tiltrækker unge medlemmer flere unge.

Randers gymnastiske Forening har etableret et ungenetværk, der har særlig fokus på at tiltrække og fastholde de unge:

”Det er tit de unge, der er svære at fastholde i foreningerne. Derfor startede vi et ungenetværk, hvor de 13-20-årige selv er med til at planlægge arrangementer,” forklarer Vinie Andreasen, der er gymnastikkonsulent og instruktør i Randers gymnastiske Forening.

Sammenhold er drivkraften

Foreningen tog initiativ til netværket for at skabe mere sammenhold på tværs af holdene. Men resultatet er, at de aldrig har haft så store ungehold som nu:

Et styrket sammenhold var drivkraften i starten. Og det har vi opnået. Men ungenetværket har også betydet, at vi ikke længere har problemer med at fastholde unge medlemmer i vores forening

Vinie Andersen, formand

Genvej til at rekruttere frivillige

Ungenetværkets arrangementer gør det lettere for gymnastikkoordinatoren at rekruttere instruktører og hjælpeinstruktører. ”Jeg kan godt spørge efter nye instruktører ude på holdene, men til arrangementerne kommer jeg lettere i snak med de unge og kan høre, om nogle har potentiale som instruktør. Ungenetværket er en genvej til at rekruttere frivillige,” siger Vinie Andreasen.

Flere vil på kursus

At de nye instruktører kender hinanden fra ungearrangementerne, gør det også mere attraktivt at komme på kursus:  ”For fem år siden mødte jeg reaktioner som: ”Skal jeg på det kursus, det er jo i min efterårsferie?” Nu glæder de sig, fordi de kender hinanden på tværs af holdene fra ungearrangementerne og skal af sted sammen.”

Læs mere: Unikke og selvorganiserede events tiltrækker de unge