Ladestanderleverandør løber fra løfter om flerårig gevinst

Advarsel: i-charge/Tefa lover reklameindtægter ved opstilling af ladestander, men løfterne er varm luft og har bundet mange foreninger til flerårige betalinger.

I hallen i midtjyske Grauballe står en ladestander, som kan oplade en håndfuld mobiltelefoner og vise reklamer på en skærm. Skærmen er hvid og uvirksom, og det har den været længe, selv om den daværende formand i Grauballe UGF (GUGF) blev lovet, at reklamevisningen ville give indtægter, der som minimum ville dække leasingudgiften og potentielt også generere indtægter til foreningen.

Læs også: Falske mails snyder foreninger for tusinder af kroner

Utilfreds med aftale?

DGI har kendskab til flere lignende sager. Har din forening en aftale med i-charge/Tefa, som I er utilfredse med? Så skriv gerne til DGI’s foreningsrådgivning på mailadressen udspil@dgi.dk.

GUGF er langt fra den eneste forening, der føler sig snydt og overvejer nu et sagsanlæg. Det vender vi tilbage til, for sangen om guld og grønne skove, som blev sunget af en sælger fra i-charge ApS, leverandøren af ladestanderne, holdt ikke længe. Reklamerne ophørte nemlig efter kort tid. I stedet står GUGF nu med en månedlig udgift på 1.800 kroner plus forsikring og en 5-årig leasingaftale, som de ikke kan komme ud af. Altså samlet en udgift på over 100.000 kroner for en vare, som i sig selv er langt mindre værd – måske blot 10-20.000 kroner, vurderer Morten Høgh, som i dag er formand i Grauballe UGF.

”Formanden underskrev desværre en aftale. Med små bogstaver står, at aftalen er en gensidig erhvervsleasingaftale, og som sådan kan den ikke opsiges i perioden. Derfor løber den i fem år,” siger Morten Høgh.

Tysk firma bag leasingaftale

Randersvirksomheden i-charge fremgår tydeligt af aftalen, men skrevet med småt står også en virksomhed, der hedder Grenke, som er et tysk leasingselskab. Det fungerer sådan, at i-charge, som i 2021 ændrer navn til Tefa, leverer ladestanderen, mens det tyske leasingfirma Grenke opkræver leasingafgiften.

”I juridisk forstand er der en leveringsaftale mellem i-charge og foreningen, og så er der en leasingaftale mellem Grenke og foreningen. Så reelt er der to aftaler, og det komplicerer sagen,” siger Steen F. Andersen, DGI’s advokat og chefjurist.

Det kaldes finansiel leasing, hvor leasingfirmaet ejer det pågældende materiel og lejer det ud til foreningen mod en leasingydelse. Steen F. Andersen forklarer videre:

”I leasingaftalen fraskriver leasingfirmaet sig mangelsansvaret, som altså beror på forholdet mellem i-charge og foreningen. Leasingfirmaet har altså betalt i-charge og har derefter den økonomiske relation med foreningen i form af leasingydelserne.”

Mange foreninger ført bag lyset

I Grauballe finder de ud af, at de ikke er alene om at føle sig snydt. 

”Vi finder ud af, at andre er lovet noget identisk, og nogle er gået sammen for at anlægge en sag mod i-charge og Grenke,” siger Morten Høgh.

GUGF er i kontakt med en advokat, hvor hen imod 40 foreninger har tilkendegivet, at de føler sig snydt, og også Tommy Olesen, advokat og partner i advokatfirmaet.dk, har fået henvendelser fra flere foreninger og kører p.t. en sag for nordjyske Aabybro IF.

Morten Høgh håber, at de enslydende beretninger kan fremme foreningernes sag.

Læs også: Undgå svindel med klubkassen

”Problemet er, at det står ingen steder, at aftalen vil gå i nul, og at foreningen kommer til at tjene penge på det. Men samtlige klubber har en enslydende fortælling,” siger han.

”Vi er blevet tilbudt noget, som man troede kostede ingenting. Det er selvfølgelig der, det går galt. Man får ikke noget forhold til omkostningen, fordi man har fået at vide, at den er nul eller positiv.”

Grenkes rolle i sagen

Foreninger, der ikke betaler leasingafgiften, bliver stævnet af Grenke, men set fra GUGF’s perspektiv burde flere ting have vakt Grenkes mistanke til samarbejdet med i-charge, for eksempel misforholdet mellem den reelle pris for ladestanderen og leasingprisen.

”Der er en kæmpe marginalprofit, og det kan Grenke godt vide, for det er mærkeligt at sælge noget med så stor profit,” siger Morten Høgh, som også vurderer, at Grenke i lang tid må have kendt til i-charges/Tefas salgsmetoder, for de vil nemt kunne bekræftes i en søgning på nettet.

”På Trustpilot er der oceaner af advarsler mod at lave aftaler med dem,” siger Morten Høgh.

Kan foreningerne frigøres af aftalen?

De mange foreninger, der føler sig snydt, vil naturligvis gerne ud af de flerårige bindinger.

”Spørgsmålet er, om man kan blive frigjort fra de aftaler, man har indgået, fordi man er ført ind i noget ud fra fejlagtige oplysninger,” siger Steen F. Andersen, DGI’s advokat.

Et svar kan have lange udsigter. Op til to år, hvis det skal afgøres i en retssag lyder en vurdering. Lige nu opfordres foreninger, der har oplevet lignende sager med i-charge/Tefa, til at henvende sig til DGI.