Krisekommunikation: Vær velforberedt og kom sikkert igennem krisen
Hvis der indtræffer en krise, har de færreste foreninger en procedure for, hvordan krisen skal håndteres. DGI vil gerne hjælpe med en plan.
Få hjælp til krisen
- Bliv klogere på DIF og DGI's fælles forsikringsordning på Idrættens forsikringer.
- Hør mere om mulighederne for at få hjælp til krisehåndtering, juridiske spørgsmål eller vedtægter ved at kontakte din lokale landsdelsforening.
Hvad er en krise? Kan den forekomme i vores forening?
En krise kan være alt fra en brækket arm, mistillid til foreningens regnskabsansvarlige og til at klubhuset står i flammer. Kriser og krisekommunikation virker måske fjernt for de fleste foreninger, men ikke desto mindre er det vigtigt at vende og diskutere forskellige scenarier, før krisen opstår.
Læs også: Hvad er en krise - 3 niveauer af kriser
”Foreningsledere skal tage en snak up-front, før krisen sker. Det vil sige, at de skal have diskuteret diverse scenarier af lettere og sværere karakter, før krisen opstår. De skal have en strategi, så de ved, hvordan de håndterer den og lige præcis ved hvem, der gør hvad,” siger Flemming Mølgaard, foreningskonsulent i DGI Østjylland.
En krise kan have mange ansigter
Kriser kan have forskellig karaktér og er ikke kun fysiske ulykker. De kan også have andre træk.
”Kriser kan være mange ting. Det er alt fra spillere i en fodboldklub, der kører galt på vej hjem fra en fodboldkamp, til en kasserer, der bliver beskyldt for at tage af kassen eller voksne, der anklages for upassende omgang med børn,” siger Flemming Mølgaard.
Læs også: Krisekommunikation - guide til idrætsforeninger
”Hvad gør vi? Hvordan håndterer vi forældre, holdkammerater og eventuelt presse? Det er meget vigtigt at have en snak, inden krisen sker, så man ikke står i situationen, og først der skal til at finde ud af, hvordan man håndterer den,” fortsætter Flemming Mølgaard.
Langt de fleste kriser kan foreningen selv håndtere. Men en forening kan også komme i en situation, hvor krisen kan have en særlig følsom karakter. Tag eksemplet med træneren, der anklages for at have et upassende forhold til et eller flere børn i foreningen. I sådanne kriser kan sparring og dialog med DGI være nyttigt.
Brug DGI som støtte hvis krisen indtræffer
Optimal håndtering af kriser er med til at bevare foreningens gode omdømme og sikre, at den er troværdig og et sikkert sted at være for medlemmerne.
”DGI vil gerne tage en snak med foreninger om, hvad de kan gøre i en krisesituation og endnu vigtigere, hvordan de kan forebygge en krise,” siger Flemming Mølgaard.
Desuden har DGI har udrykningstjeneste til at hjælpe foreninger i store som små krisesituationer, og via idrætsorganisationernes forsikringsordning har foreningen adgang til psykologhjælp.
”I en børnehåndboldkamp faldt dommeren om med et hjertetilfælde. Fra det ene sekund til det andet stod foreningen midt i krisen. Her er det væsentligt at vide, hvor hjertestarteren er, hvordan den fungerer, og hvem kan førstehjælp,” fortæller Flemming Mølgaard og fortsætter.
”Det næste er så, at en hel masse børnespillere, forældre og søskende har set episoden. Dem skal vi også håndtere.”
I kriser er det ikke kun ofre, men også alt det omkring der skal håndteres. Derfor er det vigtigt, at alle i foreningen kender til håndtering af kriser, uanset om man er betalt træner eller har en frivillig funktion. Fra det ene øjeblik til det andet kan du stå midt i krisen.