Kommune fik hjælp til bedre brug af kultur- og idrætsfaciliteter

Lolland Kommune vil have endnu mere ud af deres kultur- og idrætsfaciliteter. Derfor fik de hjælp til en revision af deres masterplan. Det kommer både kommune og borgere til gavn.

Lolland Kommune vil med den reviderede masterplan sikre, at der foregår så meget aktivitet for pengene som muligt og at tilbuddene matcher det, der bliver efterspurgt

Der bliver spillet håndbold og badminton, dyrket gymnastik og dans, syslet med håndarbejder, malet og afholdt spændende arrangementer. Men måske kan faciliteterne udnyttes endnu bedre.

Det var nogle af tankerne, Lolland Kommune sad med, da de i 2018 besluttede, at det var tid til at få lavet en analyse af deres faciliteter og hjælp til revision af masterplanen på kultur- og fritidsområdet.

"Vi havde brug for input fra nogen med ekspertise på området. Og så var det også et ressourcespørgsmål. Vi havde ikke mulighed for at give vores eget personale tid til at løse så stor en opgave," siger Johan Vest, der er teamleder Folkeoplysning og Fritid i Lolland Kommune.

Samme mål, ny metoden 

Derfor kontaktede de DGI Facilitetsudvikling og begyndte den proces, der nu er endt ud i en helt ny, tidssvarende plan for drift og udvikling af faciliteterne og samarbejdet med foreningerne. 

"Målene med den gamle masterplan og den nye er sådan set de samme, nemlig at sikre at vi yder den rette støtte til de rette steder, får så meget aktivitet for pengene som muligt og har de tilbud, der bliver efterspurgt. Men måden at opnå dem på har ændret sig," siger Johan Vest.

I den nye plan er der blandt andet lagt op til langt mere dialog med foreningerne og individuelle aftaler, hvor der før var en mere firkantet, overordnet tilgang med generelle kriterier for at måle succesen.

Anbefalinger baseret på viden

"Vores anbefalinger kommer på baggrund af vores viden, den nyeste forskning og den lokale kontekst," siger Charlotte Hvid, der er udviklingskonsulent i DGI Facilitetsudvikling.

Desuden bygger anbefalingerne på analyser af faciliteterne og spørgeskemaundersøgelser blandt borgerne i Lolland Kommune. Både for at blive klogere på, hvilke aktiviteter de dyrker i dag, og hvad de har af ønsker for fremtiden på aktivitets- og facilitetsområdet.

Vejen til den reviderede plan har været et tæt samarbejde mellem kommunen og DGI, og for begge parter har det været vigtigt, at foreninger, selvejende institutioner og borgere har haft mulighed for at sætte sit præg på udviklingen.

"Det er altid afgørende, at projekterne bliver lavet med og ikke for de vigtigste interessenter som i tilfældet her netop er borgerne, faciliteterne og foreningerne," understreger Charlotte Hvid.

Stor værdi 

Nu skal kommunen videre med den reviderede, godkendte masterplan.

"Der er enighed om, at det er den rigtige vej at gå, for der er ingen tvivl om, at modellen er god, og det er det rigtige at gøre. Det kræver en stor indsats at komme videre, men det er spændende, og vi ser frem til næste del," siger Johan Vest.

Han mener, at samarbejdet med DGI har haft stor værdi. Et godt råd til de næste kommuner, halbestyrelser, foreninger eller andre, der skal have hjælp med deres faciliteter, er at bruge god tid i starten.

"Man skal have tålmodighed, stille de rigtige spørgsmål og afstemme det grundigt både internt og med DGI. Det er vigtigt, at alle er med på, hvad det forventede resultat er," siger Johan Vest.

Hvad kan DGI Facilitetsudvikling hjælpe jer med?

Vil I udvikle nye idrætsfaciliteter, udvide eksisterende eller renovere og udnytte dem bedre, kan DGI Facilitetsudvikling assistere.

Der er både hjælp at hente for offentlige og private organisationer og institutioner. DGI Facilitetsudvikling har hjulpet med alt fra sportshaller og multibaner til kulturhuse, byrum og landsbyer.

Læs mere om DGI Facilitetsudvikling her