Københavns Kommune tager voksengebyret af bordet

Københavns Kommune har fjernet det såkaldte voksengebyr hos foreninger med mange voksne. Gebyret sparer foreninger i København for en regning på fire millioner kroner. Forsker Malene Thøgersen ser tendensen hos andre kommuner.

Brønshøj Bordtennis overvejede muligheden for at skære en del af foreningen af på grund af det såkaldte voksengebyr. Afskaffelsen af gebyret sikrer en fortsat samlet forening. Foto: Bo Nymann

Tidligere i år besluttede Københavns Kommune at indføre et såkaldt voksengebyr hos kommunens foreninger. Foreninger med mere end 60 % medlemmer over 25 år, blev pålagt et gebyr på 75 kr. pr. voksenmedlem.

Nu har kommunen besluttet at fjerne gebyret igen. Det var ellers planen, at det skulle stige frem mod 2019 til 600 kr. pr. voksenmedlem pr. år. Det fik foreningerne op af stolene, og det har nu virket.

Gebyret skaber røre

Gebyret har skabt debat hos idrætsorganisationer og foreninger. Særligt DBU har meldt ind med, hvilke opgaver foreningerne kan risikere at forsømme.

”Opgaver, der især handler om den generelle folkesundhed, inklusion og integration samt fællesskaber på tværs af sociale skel. Vil Københavns Kommune virkelig gamble med de voksnes idrætsforeningsdeltagelse, og åbne op for de alvorlige konsekvenser dette kan få? ” skrev DBU på deres egen hjemmeside i maj.

Gebyret blev indført, fordi kommunen skal spare fire millioner kroner på folkeoplysningsområdet frem til 2019. Men nu slipper foreningerne for regningen fra 2017 og frem.

Færre kommuner nedsætter tilskud

Hos kommuner landet over benytter man sig af en såkaldt 25-års-regel, hvor kommunen kan nedsætte lokaletilskuddet for foreninger med en stor andel af medlemmer over 25 år. Forsker hos Idrættens Analyseinstitut Malene Thøgersen mener, at Københavns Kommune kan være en del af en bølge med afskaffelsen af deres gebyr.

”I forhold til en undersøgelse i 2013 ser det ud til, at der er færre kommuner, der benytter sig af reglen. Om Københavns Kommunes tilfælde får betydning for resten af landet er svært at sige, men der ser ud til at være en tendens, ” siger hun.

De tilbød selv at trække sig ud af foreningen. Men det, synes jeg, var en dårlig idé. De hører jo til i Brønshøj Bordtennis.

John Kjær, formand i Brønshøj Bordtennis

Nyheden sikrer seniorer

25-års-reglen har i nogle tilfælde forårsaget, at foreninger har valgt at skille sig af med deres voksenafdeling. Troldhede GIF oprettede i 2013 en ny forening til deres medlemmer over 25 år, fordi Ringkøbing-Skjern Kommune ville nedsætte tilskuddet til foreningen.

Hos Brønshøj Bordtennis i Københavns Kommune har nyheden om voksengebyrets afskaffelse i første omgang skabt glæde hos formanden, John Kjær. For foreningen handlede det ikke så meget om selve regningen, men mere om at de gerne ville beholde deres seniorer, der er en stor del af foreningen. En opsplitning kunne nemlig have været konsekvensen, hvis gebyret var fortsat.  

”De tilbød selv at trække sig ud af foreningen. Men det, synes jeg, var en dårlig idé. De hører jo til i Brønshøj Bordtennis, ” siger John Kjær.

Alligevel er han nervøs for, hvad der nu skal ske. Regningen fra 2016 er stadig en realitet, og han har lovet sine medlemmer, at kontingentet ikke stiger den næste sæson.

Voksengebyr rammer unge

John Kjær har forsøgt at påvirke beslutningerne omkring gebyret ved blandt andet at sende et læserbrev. Han mener, at Københavns Kommune risikerer at ramme andre end bare de voksne foreningsmedlemmer.

”Københavns Kommune kunne have ødelagt en ungdomsafdeling, fordi vi skulle betale for de ældre. Nogle familier med unge ville måske ikke kunne betale kontingentet, og det, synes jeg jo, er synd, at det skal ske på bekostning af nogle af de ældre medlemmer, ” siger han.