Kend mobningens DNA

»Drillerier bliver til mobning, når de er fortløbende, og det er en gruppe mod én. Det kan vi forebygge i foreningerne ved at forstå mobning og reagere, når det er der.«

Sådan siger forfatter, foredragsholder og foreningsformand Marie Fuglsang Brouer og forklarer, at mobning har ændret karakter fra tidligere, hvor der typisk var tale om fysisk mobning i form af benspænd og buksevand, til i dag, hvor det typisk handler om at ekskludere, ignorere og holde mobbeofferet udenfor gruppen. Om mobningens eksklusionsmekanismer siger Marie Fuglsang Brouer:

»Som mennesker har vi et grundlæggende og stort behov for at være en del af et fællesskab. Hvis vi er usikre på fællesskabet, går der nærmest en krig i gang. Så gør man noget aktivt for at blive en del af fællesskabet,« siger Marie Fuglsang Brouer og uddyber:

»Hvis kulturen i en gruppe er at holde en person udenfor, så bliver du deltager i det, også selv om du ikke bryder dig om det. En af de grundlæggende eksklusionsmekanismer er, at på trods af at vi er velopdragne, ordentlige, søde og gør det rigtige, så bliver vi bare hvirvlet ind i det og kommer til at deltage i det uden at være bevidst om det.«

Alle har en rolle

Uden at vide det kan du blive tilskuer eller medløber.

»Egentlig ved du godt, at du gør det forkerte i situationen, men magter ikke at ændre på det, fordi du er bange for at stille dig ved siden af den, der bliver mobbet. Så medløbere og tilskuere er også medmobbere. De er bare ikke aktivt udførende,« siger Marie Fuglsang Brouer og konkluderer kort:

»Alle i gruppen har en rolle i mobningen.«

Man ser endda, at nogle børn trækker sig fra et fællesskab for ikke selv at blive ekskluderet. Så nogle er medløbere, fordi de accepterer kulturen. Andre er med – også selv om de trækker sig.

»Nogle bliver stille og tænker måske, ”Jeg vil hellere trække mig end blive ekskluderet.” For det er så ubehageligt at blive ekskluderet, at det trods alt er bedre at trække sig. Det føles ikke helt så slemt, men er jo stadigvæk enormt ensomt. Og der er rigtig meget ensomhed og skyld gemt i mobning,« siger Marie Fuglsang Brouer.

Mobning opstår i kulturen

Det er ikke særlige kendetegn som stritører, opstoppernæse eller hjulbenethed, der fremkalder mobning. Mobning opstår i fællesskabets kultur.

»I en forening eller skoleklasse er tydelig ledelse vigtig (fra trænere, ledere og lærere, red.). Hvis det er utydeligt, hvem der bestemmer, er der andre, der tager over,« siger Marie Fuglsang Brouer.

Hvis ledelse og værdier er utydelige, så overtager de stærke i gruppen, og de stærke er ikke nødvendigvis gode til at lede.

»Det kan være nogle, de andre ser op til. Dem, der råber højest, eller i fodbold kan det være nogle af de dygtigste, der også bestemmer, når holdene skal deles. Hvis der ikke er en tydelig træner, så bliver nogle af de dygtigste underledere,« siger Marie Fuglsang Brouer og medgiver:

»Der kan være børn, der er gode til at lede, mens andre er bange og trækker sig, fordi de ikke tør tage den svage under deres vinger.«

Gode værdier forebygger

Marie Fuglsang Brouer forklarer, at børn ikke umiddelbart ser mobningen, men godt kan gennemskue, hvad der foregår, hvis de får det forklaret.

»Man kan forklare overfor børnene, at når én står udenfor, så bliver alle de andre bange for at stå ved siden af, fordi vi er bange for selv at ryge ud. Det kan træneren forklare forholdsvis enkelt og uden, at det bliver for skoleagtigt.«

For man kan godt tale om spørgsmål som, hvordan drager vi omsorg for hinanden? Hvordan er vi gode kammerater? Og hvordan gør vi, når nogen står uden for?

»Når der er et stærkt fællesskab med gode værdier, så er der mindre mobning, og det kan vi helt bevidst arbejde med,« siger Marie Fuglsang Brouer og sætter ord på de gode værdier:

»De handler om kammeratskab og tolerance. Vi skal være bevidste om, at vi er forskellige. Nogle har måske diagnoser, og det skal frem i lyset. Det skal være noget, vi værdsætter og synliggør. På den måde skaber vi tolerance.«