”Hvor tit får man et opkald om, at man har en konto stående med 111.000 kroner?”

Team Nørreå havde glemt alt om pengene, der stod på en gammel konto. Men det lavede et opkald fra banken om på, og nu går pengene alligevel til det, de var tiltænkt for 15 år siden.

Tommy Jørgensen har været formand for Team Nørreå i 25 år og er i dag formand for foreningens bordtennisafdeling. Foto: Team Nørreå

”Hej! Vi har fundet en konto med jeres navn og 111.000 kroner på. Hvad gør vi lige med dem?”

Læs også: Hver by har sin fest

Sådan lød det i den anden ende af røret, da formand for Team Nørreås bordtennisafdeling Tommy Jørgensen tog telefonen i december sidste år.

Det var Sparekassen Kronjylland, som ved et tilfælde opdagede kontoen med Nørreås navn, som havde stået hen i mere end 10 år.

Pengene var samlet ind, da kræfter i lokalområdet i begyndelsen af 00’erne arbejdede på at få bygget en ny hal. Men Projekt-Hal blev aldrig en realitet, og Tommy Jørgensen, der også var med dengang, glemte alt om pengene.

”Jeg gik hen til mine kone og sagde: ’Hold da op, der er lige dukket 111.000 kroner op med Nørreås navn på.’ Det var simpelthen for mærkeligt. Hvor tit får man lige et opkald om, at man har en konto stående med så mange penge på?” husker Tommy Jørgensen i dag.

Havde glemt alt om pengene

Pengene stammede blandt andet fra en stor julefrokost og koncert med Sussi og Leo. Men da hal-projektet gik i sig selv, blev pengene parkeret ved kassereren. På et tidspunkt mindede han Tommy Jørgensen om, at foreningen stadig havde penge stående fra dengang, men beløbet kendte kun kassereren.

Læs også: Skytteforening var godt forsikret, men …

Da han senere blev syg og gik bort, tog han den viden med sig. Foreningen arbejdede videre, med de midler de havde, og da bestyrelsesposterne løbende blev skiftet ud med nye folk, vidste mange ingenting om pengene, før Tommy Jørgensen blev ringet op.

”Jeg tænkte bare: ’Hvordan kan det gå i glemmebogen på den måde og så lige pludselig komme frem?’” siger han.

”Hvis ikke banken havde ringet, tror jeg aldrig, vi havde fundet ud af det. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan nogen af os nogensinde skulle komme i tanke om de penge. Jeg havde i hvert fald glemt alt om dem.”

Nu bidrager de til nyt projekt

Da Projekt-Hal for længst var nedlagt, skulle Tommy Jørgensen og Team Nørreå finde ud af, hvad der nu skal ske med pengene. De ønskede at holde pengene i lokalområdet, og derfor endte de hos Nørreå Støtteforening, der så kunne dele ud af dem til projekter efter ansøgning.

Tilfældigvis arbejder nye kræfter i øjeblikket på et nyt multihus med faciliteter til motion, omklædning og møder til området, og det er nu besluttet, at pengene skal gå til det projekt. Derfor ender pengene, fuldstændig som de var tiltænkt. Bare med 15 års forsinkelse.

Læs også: Sådan får I drømmefaciliteterne i jeres forening

”Det er blevet en lykkelig historie, fordi pengene nu kan være med til at kickstarte et fedt projekt. Jeg har det rigtig godt med, at de går til et multihus. Det var jo det, der var meningen fra starten, og det vil løfte kvaliteten for børn, unge og vokse i hele området. Det er bare megafedt,” siger Tommy Jørgensen.

Udsigterne til det nye multihus er ifølge Tommy Jørgensen gode. Projektet er allerede nået langt og får hjælp af blandt andet DGI for at komme helt i mål.