Hold for overvægtige børn giver nye medlemmer

Tænk større og lav træning for mindre målgrupper. Nørresundby Gymnastikforening og Aalborg Kommune er gået sammen om et hold for overvægtige børn. Kommunen finder børnene, og foreningen træner dem.

Hver tirsdag deltager ti børn og deres forældre på holdet ”Balance for Livet”. Holdet er en del af Aalborg Kommunes toårige forløb for overvægtige 2-5-årige. Kommunen visiterer børnene til holdet, men selve træningen står Nørresundby Gymnastikforening for.

Sparer kræfter på rekruttering

"Vi sagde ja til projektet, fordi vi gerne vil understrege, at der er plads til alle i vores forening uanset niveau, tykkelse, påklædning og hudfarve. Vi vil gerne give nogle gode oplevelser med gymnastik videre til en gruppe, der måske ikke får dem af sig selv," siger bestyrelsesmedlem Lene Blenstrup.

"Bestyrelsen har nok at gøre med at få foreningen til at køre, så vi kan ikke lægge kræfter i at opsøge børnene. De kommer ikke af sig selv, da forældrene ofte ikke vant til at færdes i en forening. Men ”Balance for Livet” er en pakkeløsning, hvor kommunen fandt børnene, og vi blot skulle stå for træningen. Det ville vi gerne," smiler hun.

Oplagt mulighed for udvikling

Fysioterapeutstuderende Maria Busk, der sidder i bestyrelsen, ville gerne være instruktør for holdet, for her var en oplagt udviklingsmulighed.

Det er et spændende hold, som kræver noget ekstra, fordi børnene ikke er vant til at røre sig, og fordi de spænder fra 2 til 7 år. Som bonus er forældrene begyndt at vise interesse for foreningens andre hold.

Maria Busk, instruktør

Tjener penge på holdet

Foreningen får et honorar af kommunen på 400 kr. pr. gang, i alt 16.000 kroner, for at køre holdet.

"Det betyder, at vi ikke skal bruge krudt på at skaffe de penge ad andre kanaler. Instruktøren får samme godtgørelse som de andre i foreningen, og overskuddet bruger vi på nye redskaber, som vi ellers skulle spare op til længe," siger Lene Blenstrup.

Hvis ikke kommunen og foreningen samarbejdede om holdet, ville det ikke eksistere. Med kun ti børn ville underskuddet blive for stort.

Nærvær i samarbejdet

For Lene Blenstrup betyder samarbejdet, at kommunen har fået et ansigt – nemlig playmaker Søren Ørgaards 

"Det er meget mere værdifuldt, end jeg troede. Nu ved jeg, hvem jeg skal ringe til, og det betyder, at jeg ind imellem spørger om nogle ting, jeg ellers ikke ville have ringet til kommunen om. Det gør samarbejdet mere nærværende. Jeg har stor tiltro til, at hvis jeg har brug for hjælp til foreningen, så kan jeg ringe, og så finder vi ud af noget."

Læs mere: Få flere medlemmer gennem fællesskab på facebook