Grønt løb til den store guldmedalje

Løbeklubben Sparta ønsker, at det skal være slut med engangsemballage, der flyder i naturen. Med grønne tiltag til træning og events viser klubben omtanke for miljøet.

Genbrugskopper, bionedbrydelige papkopper og medalje af genbrugsjern er ingredienser i den københavnske løbeklub Spartas grønne omstilling.

”Den grønne prioritering skyldes dels, at vi mærker efterspørgsel hos løberne, dels vil vi gerne afspejle den opmærksomhed, der er på bæredygtighed i samfundet,” siger Lars Nissen, eventchef i Sparta.

5 hurtige om Sparta Atletik og Løb

  • Danmarks største non-profit løbsarrangør samt løbe- og atletikklub
  • Over 1500 medlemmer, der træner på alle niveauer
  • Mere end 20 forskellige løbe- og træningshold i løbeafdelingen
  • Arrangør af bl.a. Copenhagen Maraton, CPH Half og DHL Stafetten
  • Grundlagt i 1898 på Østerbro

Ingen plastikkrus til løbetræning

Medlemmerne har taget godt i mod en ny genbrugskop, de har betalt 20 kroner for og bruger i træningsregi.

”Tidligere tankede medlemmer væske 2-3 steder og afsatte 5-6 plastikkopper per mand, når de løb 30 kilometer. Med genbrugskoppen er det tal blevet til 0,” siger Lars Nissen.

Koppen kan ligge i en lomme eller sammenkrøllet i hånden, når man løber. Det skyldes, at den er blød og kan krølles fuldstændig sammen.

Ved væskesteder folder koppen sig automatisk ud, når man åbner hånden, og kan nemt fyldes med vand. Desuden kan den vaskes i opvaskemaskinen.

Et skridt mod mere miljørigtige løbeevents

Et andet grønt tiltag er en grøn papkop med bioplasthinde. Den erstatter brugen af plastikbægre til løbeevents, men det har ikke været billigt.

”De plastikbægre, vi anvendte tidligere, indkøbte vi til 12,5 øre stykket. I dag giver vi 75 øre stykket for papkoppen, som er et grønt alternativ,” siger Lars Nissen, eventchef i Sparta.

Siden Sparta aftager omkring 1 million kopper om året, giver kopskiftet en merudgift på 600.000 kroner.

Det er mange penge, men klubben har en ambition om, at der ikke skal bruges engangsplast til løbeevents. Det gælder for eksempel Copenhagen Marathon, hvor omkring 13.000 løbere deltager.

”Fem små, grønne tiltag på et år har en kæmpe indvirkning på miljøet på den lange bane.”

Lars Nissen, eventchef i Sparta

Medaljen er løberens sejrssymbol

Når det kommer til medaljer, er klubben også gået i en bæredygtig retning.

Det mest bæredygtige ville være at afskaffe medaljerne, men det ser Sparta ikke nogen mening med her og nu.

”Medaljer er en tradition. Folk har et billede af, at en medalje skal være tung og i metal. Når man løber maraton, vil man have et bevis på det, og det er en flot medalje,” siger Lars Nissen.

Klubben har derfor valgt, at de 35.000 medaljer, der placeres om halsen på løbere om året, nu bliver lavet af genanvendeligt jern frem for nyt jern.

I vægt og statur er der ingen forskel på de to medaljer, men den nye version er bæredygtig. Prisen for de to medaljer er omtrent den samme.

Læs også: Få inspiration til bæredygtighed i foreninger og til events

Flere grønne tiltag på vej

I løbet af 2021 forventer Sparta at erstatte små rygsække i plastik, som løbere løber med. Det grønne alternativ bliver en bæredygtig bagagepose i stof eller syntetisk materiale uden plastik.

De nye produkter er dobbelt op i pris, men klubben ønsker at investere i dem og gøre forskel for miljøet.

”Det har været en rimelig stor udgift at gå den grønne vej, men det har været et bevidst valg at gå med tiden,” siger Lars Nissen.

Desuden kan klubben snart præsentere bæredygtige varmetæpper og regnslag, der kan udleveres til maratonløbere, som kan påføre det før og efter et maratonløb, hvor de nemt kan komme til at stå og fryse. De erstatter engangsregnslag i plastik.

Læs også: Sportsklub på vigtig idrætsmission i Afrika

En lille ændring gør en forskel

Mindre løbsarrangører kan også gøre en forskel ved at tænke bæredygtighed ind. Man behøver ikke lave alt om og købe dyrere ind.

Til et mindre arrangement kan arrangøren bruge kopper, de selv samler ind og vasker igen efter løbet.

Et andet grønt tiltag kan være at sende info ud til løbsdeltagere på mail frem for i et brev.

”Fem små, grønne tiltag på et år har en kæmpe indvirkning på miljøet på den lange bane,” siger Lars Nissen.

Ligeledes kan man også få deltagere til at udfylde en voucher digitalt frem for på papir.