Gør leg til en fest i din forening
Tilbyder foreningen leg som en aktivitet på lige fod med fodbold og gymnastik, tiltrækker det børn og familier, der vil andet end at præstere.
Karl Stenger, formand for Frifelt Sportsforening, siger det med klare ord:
"Vi har succes med Idræt på Tværs hver fredag aften, fordi der ingen konkurrence er fra de gamle idrætsgrene."
"Dér skal det være så firkantet. Er de ikke rimeligt gode til for eksempel fodbold, har du ikke et hold at være på. Det giver vi plads til," siger han i et temanummer om leg i DGI's magasin Udspil.
En magnet med leg
"Vi tager os af at lege med børnene fra 3.-9. klassetrin i tre timer hver fredag aften," siger han om foreningens magnet af et lege-fællesskab.
Idræt på Tværs er foreningens næststørste afdeling efter gymnastik med 240 børn og unge.
Karl Stenger ser, at en forening kan tiltrække de motorisk usikre børn, dem med sociale udfordringer og dem, der har forældre, som ikke har råd til at betale et vanligt kontingent.
Og deres forældre som frivillige.
7 tips til andre foreninger
I Frifelt Sportsforening er Karl Stenger klar med syv råd til andre foreninger om at starte et legetilbud op:
- Lav sjove aktiviteter, alle børn kan være med til.
- Reservér haltimer.
- Vurdér ikke børnene ud fra det, de kan.
- Undlad at arrangere en fodbold- eller håndboldturnering.
- Sig aldrig til børnene, hvordan de skal gøre en øvelse 'rigtigt'.
- Giv børnene tid til at hvile i sig selv og vil barnet kun én aktivitet, er det fint.
- Invitér forældrene til at være aktive legeonkler eller frivillige ved stationerne.
Et nyt fællesskab med andre
Også i Osted Gymnastikforening har de succes. Her samler de indimellem 70-80 børn og forældre til en aften med Familieidræt.
"Vi har lært vildt mange andre børn og voksne at kende, blandt andet gennem de familiespisninger, der er hver gang efter træning," siger Petter Wibroe om gevinsten ved at være med som ret ny tilflytterfamilie.
Marie Due Bisgaard er formand og kvinden, der fik idéen til Familieidræt og dér tilbyder legeaktiviteter, som både bygger på traditionelle idrætsgrene og lege.
"Vi forældre får motion, vores børn får motion, vi er sammen som familie og får spist sammen med andre fra byen," pointerer hun.
5 tips til at tilbyde Familieidræt
Marie Due Bisgaard gver andre ledere fem gode råd til at lykkes med et tilbud om legeaktiviteter:
- Byd personligt velkommen hver gang, og sig, at alle kan gå til og fra legene som de vil.
- Start med fælles opvarmningslege.
- Gør jeres forventninger til forældrenes deltagelse klar.
- Kommunikér ud, hvad det giver børn og forældre at være med.
- Lav fællesspisning, der rækker ud over aktiviteten hver gang.