Go Fun fanger de yngste
Med leg og trygge rammer får børn lyst til at bevæge sig i foreningen. I Valby Boldklub blev den model startskuddet for en ny og 10 gange større B&U-afdeling.
"Vi dyrker de gode relationer, godt kammeratskab, trivsel og leg for de små spillere. Fordi det skaber trygge rammer for børnene, og trygheden giver dem lyst til at spille fodbold," siger Jesper Dyjak, som er formand for hovedstadsklubben.
I en verden af nationaltests og 12-talsskalaer er fodbold i Valby Boldklub et fristed for børn, der vil trille bold. En mission, som i løbet af tre år har vendt klubben fra at være lukningstruet til at sprudle af liv.
En model for børn
I 2012 var der 22 medlemmer i aldersgruppen 0-12-årige i Valby Boldklub. I 2018 havde det tal formeret sig med endnu et to-tal: 222 børn og unge løber sig nu varme på banerne rundt om det nye klubhus i læ for toget, der drøner ind imod hovedbanen.
Der er ifølge formanden én klar årsag til den udvikling: Der kom en ungdomsformand til roret, som havde forståelse for, hvad mor og far kigger efter, når de sender deres små poder på banen første gang:
"Forældre går ikke op i, om drengen scorer mål til den første træning. De kigger først og fremmest efter, om han trives, og om han kan lide at være med," siger Jesper Dyjak.
Derfor nedskrev klubben en model for, hvordan de vil træne børn i forskellige aldre. Øverste bjælke i modellen favner alle aldersgrupper og har overskriften: Tryghed. Trygheden avles gennem positiv leg, fællesskab og frem for alt godt kammeratskab.
Tryghed giver lyst til bevægelse
Jo ældre spillerne bliver, desto mere fokus kommer der på det, som klubben kalder god fodbold. God fodbold er karakteriseret af godt holdspil, og i ungdommen kommer resultater og niveaudeling på programmet. Men ikke før. Først skal spillerne lære at blive gode holdspillere og foreningsmennesker.
"Det er ikke vigtigt for os at skabe talenter, men at skabe gode klubmennesker og lære dem spillet. Og jeg tror ikke, at folk var kommet, hvis rygtet gik, at det ikke var sjovt at spille her. Det er sjovt, og det er årsagen til, at vi på tre år er vokset til at have over 200 børn og unge i klubben," siger formanden.
Nogle gode drenge
Magnus Hejgaard Wiik er træner for U12 drenge. Omkring de 11-13-årige drenge begynder der at være en sult efter at putte mere teknik på spillet. Her niveauopdeler klubben også spillerne, fordi de mener, at lige børn spiller bedst. Men træneren kan godt mærke, at under den spirende måliver gemmer sig en bund af gedigen klubånd.
"Jeg ser, at vi har nogle kulturbærere på holdet, som har spillet i klubben i mange år. De har værdierne om kammeratskab og klubånd med sig, og det gør, at nye spillere nemt falder til," siger Magnus Hejgaard Wiik.
Han har bidt mærke i, at spillerne kommer lang tid før træning og står og spiller bold og hygger sig sammen. Der er et tydeligt kammeratskab. Det kom også til udtryk, da en spiller var gået hjem fra en kamp med en træls følelse på grund af et par kommentarer under spillet.
"Så tog vi snakken om vigtigheden af, at vi taler til hinanden i en positiv tone, både på og udenfor banen. Og alle på holdet tog det bare til sig. Det er virkelig bare nogle gode drenge," siger træneren.