Gentænk kontingentet

Med et årskontingent stabiliserer I medlemstallene, gør det administrative nemmere for jer selv og sparer medlemmerne unødigt bøvl.

Et årskontingent er både nemmere for foreningen og medlemmerne at håndtere. Foto: Lars Horn (arkivfoto)

Nytænk kontingentet

  • Tilbyd et årskontingent som supplement til månedskontingent.
    Det er nemmere for foreningen at håndtere, og medlemmerne melder sig mindre ind og ud.
  • Gør det attraktivt at tilvælge årskontingentet.
    For eksempel ved at give en rabat eller medlemsfordele.

Under og efter Corona-nedlukningerne sivede medlemmerne fra Sunds Forenings Fitness. En naturlig bagside ved at lokalerne blev låst, og træningen derfor var umulig at gennemføre.

Medlemmerne har dog fundet deres vej tilbage til romaskiner og håndvægte – men ikke uden en bevidst indsats fra bestyrelsen:

"Ved at lave en årspris, hvor medlemmet får cirka tre måneder gratis, er det mindre attraktivt at opsige medlemskabet henover eksempelvis sommeren, som vi tidligere har set. Årskontingentet er nemmere at håndtere for de frivillige, og flere bliver hængende, hvilket vi jo gerne ser," siger Pia Nygaard, som er formand i foreningen.

Introduktionen af et årskontingent har altså skabt en mere flydende tilgang og afgang af medlemmer.