Frivillige får større motivation af særlige fordele
Giv frivillige unikke fordele. Det gør det mere attraktivt at give en hånd med. Overvej et særligt medlemskab kun for frivillige. I Haderslev Svømmeklub kan en frivillig dyrke fitness og svømning til nedsat pris.
Over 100 frivillige mænd og kvinder tager hvert år en tørn i Haderslev Svømmeklub. De fleste er forældre, der hjælper ved Syd Cup eller andre stævner. Og så er der dem, der kører svømmerne til stævner rundt i landet eller løser andre opgaver.
For at fastholde den store skare af frivillige hænder, har klubben valgt at tilbyde et frivillighedsmedlemskab. Alle, der har været frivillige i mindst en dag, kan få et medlemskab til nedsat pris. Det giver adgang til to gange ugentlig aftensvømning, familiesvømning hver lørdag samt adgang til styrketræning i motionsrummet.
”Vi vil gerne gøre noget for vores frivillige og give dem et godt tilbud,” siger formand Bo Secher.
Bonusklub er en god historie
Det særlige medlemskab gør det lettere at rekruttere nye frivillige.
”Medlemskabet er en god historie, når vi skal bede folk om at være med. I stedet for blot at spørge, om folk vil være frivillige, har vi et ekstra tilbud, så ydelsen også går den anden vej, og de får noget igen. Det gør, at en vanskelig ting som at rive tid ud af kalenderen bliver fulgt op af noget positivt,” forklarer Bo Secher.
Gulerod i stedet for pisk
I Hjortebrohallen svømmer John Morsings to døtre frem og tilbage i bassinet. De bruger hver uge mange timer i vandet, og faderen har selv haft flere roller som frivillig. F.eks. har han stået for kørsel til stævner, praktisk hjælp til Syd Cup og været frivillig hjælper på en opstartsweekend for unge svømmere. Derfor fik han tilbudt det særlige medlemskab, og nu svømmer han selv sammen med nogle af de andre frivillige fædre og mødre.
”Det er fint, at klubben bruger gulerod i stedet for pisk for at få flere frivillige, og at der er nogle fordele ved at være frivillig,” siger John Morsing.
Fordelsklub på tværs af foreninger
Ifølge formand Bo Secher har det altid været et kæmpe arbejde at få nok frivillige, for ambitionsniveauet er højt i klubben, der har over 600 medlemmer. Der er omkring 45 personer på lønningslisten - livreddere, instruktører, hjælpere i omklædningsrum, trænere og andre. En vej til at få flere på listen, der ikke koster penge, kunne være at udvide bonusklubben:
”Hvorfor ikke lave et samarbejde med fodboldklubben? Så kan deres frivillige svømme på vores bonushold for familier, og vores frivillige kunne måske få billetter til fodboldkampe? Hver forening har noget at sparke ind med”, siger Bo Secher.
Fællesskabet har også værdi
Om medlemskabet har givet flere frivillige, kan Bo Secher ikke umiddelbart vurdere. Klubben ser det mere som et godt tilbud, der skal gøre attraktivt at blive og fortsætte med at være frivillig. John Morsing er glad for bonusklubben, men også for fællesskabet der følger med:
”Jeg synes jo, man skal gøre noget for andre for at gøre noget for sig selv. Samtidig giver det at være frivillig mig et større socialt netværk. Og på bonusholdene har vi alle noget til fælles i form af en interesse for svømmeklubben,” konstaterer han.