Fra fodboldklub i krise til succesfuld kajakklub

Til sidst var de kun fem spillere tilbage på grønsværen. Det fik bestyrelsen til at skifte kurs, og i dag er fodboldklubben blevet en medlemsrig kajakklub.

I Nymindegab blev de sørgelige rester efter en uddøende fodboldboldklub fundamentet til en i dag succesfuld kajakklub. (Arkivfoto) Foto: Nils Rosenvold

Et ellers ganske udmærket 11-mandshold var over en årrække blevet reduceret på mandskab. Til sidst kunne de ikke engang stille et syvmandshold.

Nymindegab Fodboldklub led det, der tegnede sig til at blive en stille død. Men inden det nåede så vidt, greb bestyrelsen i 2013 til handling:

”Vi ville absolut ikke have, at foreningen skulle uddø. I vores lokalsamfund er 245 ud af områdets 250 borgere involveret i den ene eller anden forening,” siger formanden for IK Vest, Rene Bernhard.

Derfor blev fodboldforeningen kastet op i luften for at få nyt liv, ny form og – skulle det vise sig – helt ny idræt.

”Vi havde penge på kontoen og i stedet for at lade dem spise sig selv op, brugte vi dem på at skabe en ny forening, som kunne tilbyde en idræt, som området ikke allerede kendte til,” siger Rene Bernhard.

Vendte foreningen på hovedet

Bestyrelsen lod tankerne fare på langfart. Tavlen blev overraskende hurtigt fuld af idéer til nye idrætter. Men alle forslag viste sig allerede at eksistere i form af tilsvarende idrætsklubber i nærområdet.

”Derfor vendte vi det hele om. I stedet for at spørge, hvad vi selv gerne ville have, så spurgte vi, hvilke muligheder lokalområdet kunne tilbyde. Det åbnede vores øjne,” siger Rene Bernhard.

Nymindegab ligger ved bunden af Ringkøbing fjord og er omgivet af smuk natur. Derfor var vandsport det helt rigtige valg.

”Det skulle ikke være for ekstremsport-agtigt, og derfor havnede vi på kajakklubben. Her kan alle være med – nybegyndere som erfarne og unge som gamle,” siger formanden.

En ny begyndelse

Nu var beslutningen taget: Fodboldklubben skulle blive til en kajakklub.

”Den første udfordring var, at ingen af os havde siddet i en kajak før,” griner formanden.

I stedet for at lade pengene spise sig selv op, brugte vi dem på at skabe en ny forening

Rene Bernhard, formand for IK Vest

Derfor kontaktede de en DGI-konsulent, som kunne introducere dem for udstyret, idrætten og hvad der kræves af en kajakklub. Derefter reklamerede de med åbent hus for alle, der havde lyst.

”100 mennesker mødte op den dag. Hold da op, det viste i hvert fald os, at vi havde ramt rigtigt,” siger Rene Bernhard.

Forberedelserne til den allerførste tur

Foreningen startede fra bunden. De havde hverken udstyret eller instruktørerne til at starte hold, så der blev købt stort ind for den tidligere fodboldklubs penge.

”I alt brugte vi 70.000 kroner på kajakker, redningsveste og instruktørkurser til at komme i gang,” siger Rene Bernhard.

Seks spirende kajakentusiaster blev sendt afsted på instruktørkursus, så de nye medlemmer kunne få kompetent vejledning og introduktion til sejlsporten.

I midten af april 2013 drog Nymindegab Kajak Klub afsted på de allerførste klubture.

Fra krise til succes

Siden klubbens fødsel har den ligget stabilt med mellem 35 og 40 aktive medlemmer. Det er syv gange så mange som fodboldklubben.

”Vi har i dag en velfungerende forening, hvor medlemmerne er aktive og tilfredse,” siger en tilfreds formand.

I den kommende weekend bliver seks nye instruktører sendt på kursus. Samtidig skal to af de eksisterende klubinstruktører på det udvidede havkajakinstruktør-kursus, så de i fremtiden kan certificere andre.

”Medlemmerne har kendt til, at vi var nybegyndere og har udvist stor tålmodighed. I dag er vi mere erfarne og trygge ved det hele,” siger Rene Bernhard, som dermed slår fast, at de næste års træning i klubben er sikret.