Forny foreningen
Når de frivillige har det godt i foreningen, kommer medlemmerne af sig selv. Det er Michael Würtz Bjørns filosofi - og den virker.
En formands vigtigste rolle er at skabe rammen om et miljø, som trænere, instruktører og ledere synes er sjovt at være med i. Har de frivillige det godt, kommer medlemmerne af sig selv.
En idrætsforening bør udvikle aktiviteter til morgendagens ønsker blandt borgerne. Derfor bør en formand og en bestyrelse sikre, at foreningen reelt udvikler sig.
Det er den målsætning, som Michael Würtz Bjørn sætter sig som formand for Svendborg Gymnastikforening. I januar 2015 modtog han da også Danskernes Idrætspris 2014 i DR 1’s sportsshow på vegne af sin forening.
4 tips til ledere
- Giv ledere og instruktører rum til at udvikle deres arbejde
- Skab rum for at arbejdet kan ske anderledes end det ventede
- Giv plads til at begå fejl, da det er en del af det at udvikle sig
- Støt de unge kræfter, og vær på sidelinjen med sparring og hjælp
Mød efterspørgslen blandt dine instruktører
Set med hans øjne bør en formand være udviklingsorienteret. Han eller hun bør kunne se foreningslivet bud over selve foreningen og ikke alene se medlemmer som borgere, der bare ønsker at dyrke deres idræt.
”Mange efterspørger gode aktiviteter og gode sociale kompetencer hos instruktørerne. Det bør en formand sørge for at indfri ved at gå videre end den tradition og historik, der lever i foreningen”, siger han.
For ham at se bør en formand derfor have modet og viljen til at gå ud over kanten, være med på det eksperimenterende og evne at rykke hurtigt med nye udtryk i idrætten.
Du er nødt til at komme ud over kanten
Michael Würtz Bjørn, formand for Svendborg Gymnastikforening
Styrk lysten til udvikling
Frem for alene at drifte foreningen bør en formand som en anden radar arbejde koncentreret på at opfange nye ønsker til aktiviteter og føre dem ind i foreningen.
Formanden bør også sikre, at lysten til udvikling også lever hos andre frivillige, hos trænere og instruktører.
Om det siger Michael Bjørn:
”En af foreningens vigtigste platforme at stå på i fremtiden er de sociale kompetencer. De kræver klare værdier i foreningen om åbne fællesskaber, personlig udvikling samt kvalitet og ordentlighed i arbejdet.”
Læs et portrætinterview med Michael Würtz Bjørn i Udspil # 3 2015