Flere unge medlemmer? Vælg deep talk frem for smalltalk
Spørg de unge medlemmer om deres liv. Undersøgelse viser, at de unge har større lyst til at blive i din forening, hvis træner og instruktør interesserer sig for dem som mennesker og for deres hverdag.
Det handler ikke om at have en universitetsgrad i psykologi, kunne lire navnene af på deltagerne i Paradise Hotel, eller være hipster- smart i din attitude. Kan du tale? Og lytte? Så er du allerede godt på vej til at styrke relationen til de unge medlemmer i foreningen - hvis du altså vælger at tale og lytte med dem!
Unge vil gerne tale med dig
Unge vil meget gerne møde interesse for deres liv fra voksne trænere og instruktører, fortæller Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier. Han har netop udgivet bogen ”Problemet med venner er, at de jo altid giver én ret. En håndbog for voksne, der ønsker at være med til at spille unge gode til livet”.
Unge har brug for voksne, som kan stille nogle vigtige spørgsmål og få dem til at reflektere over deres liv. Men forældre har følelser i klemme, lærere skal give karakterer og vennerne er i samme situation som én selv. Så de unge nyder at snakke med voksne, der ikke har noget på dem – for eksempel trænere.
Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier
Fastholder unge i klubben
Umiddelbart forventer de unge ikke andet end høj faglighed af deres træner. Men hvis træneren spørger til deres liv ud over idrætten, er de åbne og vil gerne snakke.
De fleste trænere ser det dog ikke som deres opgave. De mener, deres opgave kun er idrætsfaglig, og de unge ser jo også ud til at klare sig godt selv.
"På mange hold er målet at vinde kampen på lørdag. Men klubben og træneren kan komme til at betyde meget mere for den unge, hvis de voksne spørger ind til hans eller hendes hverdag og valg. Træneren bliver en vigtig person. Og det er langt sværere at melde sig ud, hvis man har en personlig relation til træneren," siger han.
Lav en strategi
Hvis idrætsforeningen gerne vil fastholde unge, så er det en god idé at lave en strategi, hvor det er tydeligt, at arbejdet har to mål:
- At de unge bliver dygtige til deres idræt
- At de unge møder interesse og nysgerrighed for hele deres liv
Søren Østergaard fortæller, hvordan han oplever, at det virker i sin egen forening, Herfølge Boldklub. Når unge 1.-holdsspillere, har mistet interessen, fortsætter de på 3.- og 4.-holdet, fordi de gerne vil bevare det nære forhold til klubbens voksne.
Træner skal ikke være psykolog
Det kræver ikke ekstra tid eller særlige kompetencer at skabe et mere nært forhold til de unge medlemmer. Brug tiden anderledes, lyder det fra Søren Østergaard. Med andre ord: Gå fra small talk til deep talk:
"Du skal bare være dig selv. Spørg dem, og spørg hellere for meget end for lidt. De kan selv sige fra. Du skal ikke være ekspert, bare være nysgerrig. For det unge menneske, der vælger gymnasiet, fordi de andre gør det, kan det være tankevækkende at få nogle spørgsmål fra en træner, der måske selv er smed. Du må altså også fortælle noget om dig selv."
Fokus på små dialoger
Helt praktisk gælder det om at være opmærksom på muligheden for at sætte ind med små dialoger. Til og fra redskabsskuret, til og fra træning og så videre.
Du må engagere dig i dem. Spørg til deres træning – men spørg også til deres skole, kæresten eller festen i lørdags.
Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier
"På den måde er træneren med til at ”opdrage” eller skabe en læring hos den unge. Simpelthen ved at få de unge til at tænke over det, de gør. De lever i en anden verden end vi voksne – vi kan også lære meget af dem," siger Søren Østergaard.
Læs mere: Hvordan går det? Coaching giver frivillige større motivation