Fem gode råd til at rekruttere jobsøgende som frivillige
I Esport Grindsted fandt de i samarbejde med jobcenteret to dygtige trænere. I kan gøre det samme i din forening.
Fætrene Casper og Kenny Nielsen har længe haft social angst. Det har gjort det umuligt for dem at færdiggøre en uddannelse. Heldigvis besidder de kompetencer inden for esport, og det vidste deres jobkonsulent i Grindsted, John Elmholdt.
Jobcenteret og Esport Grindsted fik hurtigt stablet et samarbejde på benene, hvor de to unge mænd nu er i aktivering som trænere.
Uanset idræt kan mange foreninger få gavn af at gøre det samme, siger John Elmholdt. Der er store gevinster at hente både for foreningen, der får nye frivillige, og for den unge, som udvikler sine kompetencer.
Fem gode råd fra jobkonsulent John Elmholdt til dig, der gerne vil aktivere unge jobsøgende:
- I skal først indtænke, om I har relevant arbejde for de unge i foreningen.
- Tag kontakt til det lokale jobcenter, for de kender de unge og deres kompetencer.
- Tag udgangspunkt i, at den unge skal være hjælpetræner, så de unge mennesker ikke står med al ansvaret selv.
- Motivér dem til at arbejde med mennesker fremadrettet, så de måske viderefrem får mod på at komme i praktik i en børnehave eller SFO, eller ligefrem går i gang med en uddannelse.
- For at udnytte den ressource, som de unge kan være, er foreningen nødt til at lave en investering i form af tid og kræfter, og måske et trænerkursus. Der skal satses på de unge, før de giver noget igen.
For Casper Nielsen betyder det nye trænerjob i Esport Grindsted, at han har fundet en helt ny motivation:
”De gange jeg har været under uddannelse eller i praktik, har jeg haft et fravær på 70 procent. Men her i Esport Grindsted har jeg ikke engang haft en sygedag. Jeg har været her hver eneste gang,” siger Casper Nielsen.
Læs hele Casper og Kennys historie i Magasinet Udspil.