Fakta om forslag til mindre bøvl og bureaukrati for foreninger

Se regeringens plan for første bølge i en indsats for at mindske bøvl og bureaukrati for foreninger.

Nørhalne IF kan se frem til at det bliver lettere at søge tilladelser til Nørhalne Cup, når regeringens initiativer til at mindske bureaukrati for foreninger bliver til lov. Foto: Lars Svendsen

”Regeringen vil fjerne bureaukrati for landets foreninger med otte initiativer, som er første nedslag i et større opgør mod unødvendige regler. Målet er at gøre det lettere at være forening.”

Sådan skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse den 15. august 2024. Med pressemeddelelsen følger et faktaark, hvori regeringen redegør for de 8 initiativer. Det er:

  1. Partnerskab med foreningslivet
  2. Lempelser af bygningsreglementet
  3. Flerårige tilladelser og faste årlige arrangementer
  4. Fortsat arbejde for at lempe GDPR-regler for foreninger
  5. Ny digital løsning for indhentelse af børneattester
  6. Risikovurdering af foreninger hos banker
  7. Basal betalingskonto for foreninger
  8. Foreningsarbejde for 13-14-årige

Læs også: DGI: Gode regeringsinitiativer om mindre bøvl og bureaukrati for foreninger.

Her får du regeringens perspektiv på de 8 initiativer, som beskrevet i faktaarket (her dog let forkortet):

1. Partnerskab med foreningslivet

”Som led i arbejdet vil regeringen indgå et partnerskab med centrale aktører fra foreningslivet … partnerskabet (får) til opgave at anbefale, hvilke regler og byrder, der bør fjernes, og hvilken politik, der skal styrke det frivillig foreningsliv.”

(Idrættens organisationer, DUF, Dansk Folkeoplysnings Samråd m.fl. indgår i dette partnerskab.)

2. Lempelser af bygningsreglementet

”De nuværende regler gør det tungt for festivaler og for foreningslivet bredt set at afholde arrangementer. For de skal opfylde en række komplekse krav efter bygningsreglementet. … Regeringen lægger derfor op til at lempe på bygningsreglementet, så:

  • Bygningsreglementets brandkrav ikke skal gælde for scener, forsamlingstelte og midlertidige salgs- og campingarealer til under 500 personer.
  • Regeringen vil se på, hvordan der kan indføres ’gensidig anerkendelse, så tilladelser efter bygningsreglementet, der bliver givet til at afholde mindre festivaler eller foreningsarrangementer for op til 1.000 personer også skal være gyldige i andre kommuner.
  • Der skal udarbejdes operationelle vejledninger målrettet frivillige og ikke-professionelle aktører.

Forslaget vil kræve ændring af byggeloven og bygningsreglementet.”

3. Flerårige tilladelser og faste årlige arrangementer

” … Regeringen vil derfor undersøge, om og hvordan de hyppigste tilladelser, som foreningslivet skal søge i forbindelse med offentlige arrangementer, kan ændres, så tilladelserne varer i op til fem år. Især er det vigtigt, at tilbagevendende begivenheder (markeder, byfester o.lign.) skal have denne mulighed.

Indførelse af flerårige tilladelser kan kræve lovændringer. … På sigt skal der være én brugervenlig digital platform til håndtering af tilladelser.”

4. Fortsat arbejde for at lempe GDPR-regler for foreninger

” … regeringen (vil) fortsat arbejde på EU-niveau for at lempe GDPR-reglerne for frivillige foreninger. Arbejdet kan blandt andet ske i regi af de evalueringer af GDPR, som Kommissionen gennemfører hvert fjerde år.”

5. Ny digital løsning for indhentelse af børneattester

Indhentelse af børneattester er ”krævende for blandt andre de frivillige ledere, som står med et ansvar for at håndtere cpr-numre. … Mange gentager processen hvert år, selv om foreningerne egentlig ikke er forpligtede til det. Regeringen vil derfor undersøge, hvordan der på sigt kan komme en ny digital løsning. Den skal gøre det nemmere for foreninger at indhente børneattester og samtidig potentielt øge beskyttelsen af børn. I den forbindelse vil Kulturministeriet også se på klarere vejledning til foreningerne om og hvor ofte, børneattester skal indhentes.”

6. Risikovurdering af foreninger hos banker

” … Hvidvaskloven udmønter EU-regler, Danmark er forpligtet til at følge. For at afhjælpe udfordringerne har Finanstilsynet i oktober 2022 offentliggjort en ny vejledning om vurdering af foreninger i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering. Formålet med den er at lette byrder for både foreninger og pengeinstitutterne, når de skal gennemføre kundekendskabsprocedurer efter hvidvaskreglerne. Den skal hjælpe pengeinstitutter med at vurdere, hvilke foreninger der er forbundet med begrænset eller øget risiko, og hvad det betyder for de undersøgelser, pengeinstitutterne skal foretage, og dermed de dokumentationskrav mv., som foreningerne skal leve op til. Som regeringen tidligere har meldt ud, gennemføres der en evaluering i 2024 af den nuværende vejledning til risikovurdering af foreninger med henblik eventuelle efterfølgende justeringer. Repræsentanter fra foreningslivet og Finans Danmark vil blive inddraget i evalueringen.”

7. Basal betalingskonto for foreninger

Regeringen vil ”styrke adgangen til en basal betalingskonto for foreninger. En basal betalingskonto skal give foreninger mulighed for at indsætte modtagne betalinger, lette administrationen og få adgang til en Nemkonto. Den basale betalingskonto skal tilbydes gratis eller mod et rimeligt gebyr. Når banken modtager en anmodning om at åbne en basal betalingskonto, skal banken hurtigst muligt og inden for 10 dage behandle anmodningen, når den er fuldt oplyst.”

”Et lovforslag om adgang til basal betalingskonto vil blive fremsat i efteråret 2024 med henblik på ikrafttrædelse den 1. januar 2025.”

8. Foreningsarbejde for 13-14-årige

” … Det er i dag en udfordring for foreninger, at bekendtgørelsen om unges arbejde for unge der er 13-14 år, eller som er undervisningspligtige, ikke eksplicit omtaler lettere arbejde i en forening. Disse unge må efter bekendtgørelsen og EU-direktivet på området kun udføre ”lettere arbejde”. … Bilaget nævner ti typer af arbejde, men ikke opgaver i relation til det frivillige foreningsområde. Regeringen vil derfor tilføje til listen af arbejdsopgaver, som unge 13-14-årige kan udføre, at de kan assistere trænere, spejderledere mv. … Det skal sikre, at der ikke længere er tvivl om, hvorvidt de unge må udføre denne type opgaver i forbindelse med frivilligt arbejde.”

Kilde: Faktaark: Hvorfor skal vi af med bøvl og bureaukrati for foreninger, udgivet af Kulturministeriet den 15. august 2024.

Baggrund for initiativerne

I september 2022 udgav Kulturministeriet en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 2.470 foreningsledere. Heraf svarede

  • 48 pct., at de oplever et problem med bureaukratiske byrder i foreningerne.
  • 46 pct. havde de seneste år gjort sig overvejelser om at stoppe som aktiv i foreningen. Heraf angav 51 pct. den store mængde administrativt arbejde som en af de væsentligste.

Adgang til en foreningskonto i et pengeinstitut, ansøgning om tilskud og lokaler samt regler og krav ifm. GDPR, tilladelser i forbindelse med afholdelse af event, børneattester mv. blev nævnt som de mest byrdefulde. bl.a.

Et lignende billede tegnede sig i, ”Meld et benspænd”, en åben høring, som Kulturministeriet også foretog.