Esport erobrer foreninger med unge gamere

Spilglade teenagere og unge søger sammen for at træne og konkurrere i populære netspil

Esport er en aktivitet i voldsom vækst og idrætsforeninger begynder at åbne afdelinger for unge gamere Foto: DKN Foto

De gør det på Als, i Skærbæk, Hunderup, Tejn og Roskilde. Og mange andre steder søger teenagere og unge sammen om deres fælles lidenskab for at spille computerspil som Counter-Strike, League of Legends og FIFA.

Mange steder begynder idrætsforeninger at oprette afdelinger for esport på lige fod med badminton og fodbold.

Voksne gamere bliver tovholdere og trænere både i den lokale hal og med fjerntræning, hvor gamerne sidder hjemme i hvert deres værelse og følger de opgaver, en træner giver dem.

Mere end 20 trænere er nu blevet uddannet på kurser ledet af Dansk Firmaidrætsforbund og klar til gøre de unge gamere endnu bedre.

Motion og kost skal gøre de unge gamere bedre

Når foreninger inviterer de unge esportgamere indenfor, får de ikke lov til kun at spille alt det, de vil.

Som Thomas Worm-Larsen, formand for Als-Esport i Lysabild SG, har sagt til en lokal avis:

”En del af konceptet er, at de unge skal undervises i sund kost og motion.”

”For der er selvfølgelig mange fordomme om esport, men det kræver, at man er mentalt ovenpå, og at den fysiske form er i top.”

Den holdning går igen i de fleste nye esports afdelinger eller foreninger blandt andet inspireret af verdens bedste gamere, der målbevidst styrketræner hver dag.

Esports folk ønsker en startpakke af DGI, en pakke der skal indeholde gode råd til at danne en e-sports afdeling eller klub

Louise Rasmussen, kommunikationsmedarbejder i DGI Sydvest

Turnering på vej efter netværksmøder

I flere af DGI’s landsdelsforeninger er der dannet en kompetencegruppe efter netværksmøder for 35-50 esportsfolk, foreningsledere og unge interesserede ved hvert møde.

Et sted, der er gået målrettet ind i arbejdet med at skabe et miljø for unge gamere, er DGI Sydvest.

Her siger Louise Rasmussen, kommunikationsmedarbejder og tovholder for netværksmøder:

”Vi har haft 40 og 36 deltagere på vores to netværksmøder. Undervejs dannede vi en kompetencegruppe på ni personer.”

”Siden december 2016 har de arbejdet med at skabe en turnering og uddannelser. Efter to møder har de delt sig op i mindre arbejdsgrupper, som især udvikler en turnering i Counter-Strike og League of Legends med start i august.”

Læs også "Esport finder plads i de traditionelle foreninger"

Mange vil lære at blive bedre som trænere

DGI Sydvest har teamet op med Dansk Firmaidrætsforbund for at uddanne trænere i esport med DGI som formidler og firmaidrætten som udbyder.

”I Esbjerg havde vi 15 kursister, i Odense 31 med flere på venteliste, mens der er 20 klar til uddannelsesdagen i Holstebro,” fortæller Søren Erik Nielsen, kontaktperson for esport træneruddannelsen.

Deltagerne er en blandet flok fra efterskole- og folkeskolelærere, ungdomsskoler, e-sportsforeninger, idrætsforeninger, nogle meget erfarne på områder, andre helt nye på feltet,” tilføjer han.

Bliv inspireret af Sørby eSport

En startpakke efterlyses af esports folkene

På netværksmøderne kom det blandt andet frem, at flere af de initiativrige esports folk efterlyser en startpakke fra DGI’s side.

”Den pakke skal indeholde gode råd til at danne en esports afdeling eller klub med alt, der hører til at stable sådan en på benene af vedtægter, bestyrelse o.s.v.,” fortæller Louise Rasmussen fra DGI Sydvest.

Hun tilføjer, at en startpakke også kan rumme andre gode råd til at skaffe sig lokaler.

”For eksempel kan gamerne gå til kommunen og spørge, om de kan låne ledige it-lokaler på en skole, et lokale, som seniorer bruger i dagtimerne, eller et lokale i hallen”, lyder hendes opfordring til esports aktørerne på Als, i Skærbæk, Hunderup, Tejn, Roskilde og andre byer.