En idrætsfidus der virker: Spis sammen

Der er mange gevinster at hente, når idrætsforeningen tager initiativ til fællesspisninger, eller når løbeholdet kombinerer træningen med at spise sammen. Det fælles måltid skaber social magi, fortæller vi i DGI’s magasin Udspil.

Fællesspisning i Bagenkop, fotograf Bo Nymann

At spise sammen giver krydderi til det sociale, og så kommer der nye idéer på bordet. Det er erfaringen i idrætsforeninger, der arrangerer fællesspisninger.

I Bagenkop på Sydlangeland står Bagenkop Familie Fitness i spidsen for 1 times familieidræt efterfulgt af fællesspisning 3-4 gange om året. For formand Ivan Nielsen handler fællesspisningen om at slå ørene ud, selv om folk har mad i munden

For danskerne handler et godt måltid ikke kun om det, vi har på tallerkenen, men i høj grad også om hygge og fællesskab og godt samvær. I idrætslivet kan det at spise sammen give en anden dialog end når du træner

Judith Kyst, direktør i Måltidets Hus

"Du får snakket med en masse mennesker hen over bordet. Nogen gange får foreningen ros. Men den største oplevelse er, når folk kommer og siger, at de har en idé til en ny aktivitet. For eksempel kom idéen om MTB over buffeten ved en fællesspisning, og nu har vi otte cykler, alle kan låne," fortæller Ivan Nielsen.

Læs i Udspil mere om fællesspisningen i Bagenkop, løbeklubben Team Mønsted og andre, der spiser sammen.

Sundere mad på menuen

Bagenkop-Hallen har været med i projekt Sundere Mad i Idrætslivet, som bl.a. DGI stod bag. Det betød, at hallens cafeteria blev forvandlet til en café med sundere mad.

"At der kom sundere mad på menuen var afgørende for, at vores forening startede op med fællesspisning i hallen. Og det giver rigtig meget socialt, at folk nu mødes på tværs af hold og alder," siger Ivan Nielsen.

Netværk og nærvær

Undersøgelser har vist, at når danskerne spiser, så er det vigtigste for dem smagen. Men dernæst kommer rammerne.

"For danskerne handler et godt måltid ikke kun om det, vi har på tallerkenerne, men i høj grad også om hygge og fællesskab og godt samvær. I idrætslivet kan det at spise sammen give en anden dialog, end når du træner," siger Judith Kyst, der er direktør i Måltidets Hus.

Flere aktiviteter og mere sund mad

I Bagenkop har initiativet med familieidræt og fællesspisning sat skub i flere udviklingsplaner. Foreningen har nemlig et stort ønske om, at flere bliver aktive – både børn og voksne.

"I familiernes travle hverdag er det ofte forældrene, der vælger deres motion fra, for børnene er det vigtigste. Familieidræt og fællesspisning er bare det første bud på, at hele familien kan dyrke sport samtidig - i fremtiden vil vi gerne dele hallen op i zoner, så forskellige aldersgrupper og aktiviteter kan være i gang samtidig. Det skal selvfølgelig kobles med sund mad i caféen," siger formand Ivan Nielsen.

3 gode grunde til at spise sammen

  1. At spise sammen er en måde at skabe en hyggelig stemning på.
  2. Det baner vejen for en anden snak end på banen og i hallen, så vi lærer hinanden bedre at kende.
  3. Vi er sammen på den klassiske måde, når vi spiser sammen. Dvs. vi sidder stille og kan tale sammen om stort og småt, når vi spiser sammen.