Dobbelt op på frivilligheden i Vorbasse

Efter flere år med corona-nedlukninger og en aflyst forårsopvisning sidste år, har Vorbasse KFUM Gymnastik i år fundet trænere nok til at fordoble antallet af børnehold og holde et brag af en opvisning.

Flere frivillige giver mulighed for flere hold. Med fokus på de gode historier, har Vorbasse KFUM Gymnastik fordoblet antallet af børnehold i denne sæson. Arkivfoto. Foto: Vibeke Green

Sæson 21/22 for Vorbasse KFUM Gymnastik var ikke lige sådan en sæson, man drømmer om som formand. Corona havde sat sit præg på antallet af både trænere og medlemmer – så stort et præg, at det ikke gav mening for foreningen at holde en forårsopvisning.

Marion Bundgaard Fey er formand i gymnastikbestyrelsen. Hun tror, at særligt sidste års knap så succesfulde sæson foruden corona skyldtes et forkert fokus fra foreningen udadtil.

”Det, der er gået lidt galt for os, er, at der har været for mange negative historier, som for eksempel Facebook-opslag a la ’Vi mangler trænere’ og ’Er der ikke nogen, der vil hjælpe os?’,” fortæller Marion Bundgaard Fey.

De gode historier og et friskt pust

De mange negative opslag er der lavet om på nu – og det ser ud til at virke.

”I denne sæson har vi valgt at fokusere på at huske den gode historie. For eksempel udnævner vi Årets Træner – egentlig fordi vi havde indstillet til den kåring, DGI har, men den fik vi ikke – så blev vi enige om at lave vores egen, så vores egne trænere kan få en lille anerkendelse,” siger Marion Bundgaard Fey.

Udover de gode historier, har udskiftning i bestyrelsen og to nye bestyrelsesmedlemmer været et friskt og nødvendigt pust.

”Sidste år trådte to nye ind i bestyrelsen – og det gjorde, at vi fik fire nye øjne på idéer, tanker, muligheder og noget, som man måske var kørt lidt død i. Det har også hjulpet – at vi har haft en anden energi,” siger Marion Bundgaard Fey.

Forkæler de frivillige

I gymnastikforeningen har bestyrelsen, der udover formand Marion Bundgaard Fey tæller tre andre, også fået mere fokus på at gøre det til en god oplevelse for de frivillige trænere og hjælpetrænere at være med i deres forening.

”Vi vil gerne vise, at vi værdsætter dem. Det kan for eksempel være ved at give aftensmad til gymnastikmøderne, give en lille julegave, trænerjakker og lignende.”

Ifølge Marion Bundgaard Fey har den anerkendelse, der ligger i de små ting, en stor betydning – og det er noget, som de i bestyrelsen særligt har fået øjnene op for efter at have været på DGI’s Frivillighedsuddannelse.

Uddannelse i frivillighed

Frivillighedsuddannelsen handler om, at foreninger kan få nogle værktøjer til at få flere frivillige samt fastholde dem, de allerede har. Uddannelsen består typisk af fem moduler, der kommer ind på emner som planlægning, rekruttering og ledelse.

”At vi prøver at gøre mere for vores frivillige er helt sikkert kommet af den her frivillighedsuddannelse, vi har været på. Samtidig også med håbet om, at det fremover bliver nemmere at få flere med ombord,” siger Marion Bundgaard Fey.

For Marion var sparringen med de andre foreninger, der var med på Frivillighedsuddannelsen, og muligheden for at hente inspiration på tværs, noget af det hun især tager med videre fra de fem uddannelsesaftener.

”Ét er selve uddannelsen fra DGI – men det mest givende var faktisk at snakke med andre foreninger, også foreninger udover dem, vi allerede kender fra området. Det var spændende at høre om, hvordan de gør det og kunne tage det med hjem.”

Fra ingen opvisning til opvisningssucces

Med kun to børnehold sidste år, blev foreningens opvisning ikke en realitet. Det blev den til gengæld i år – og ifølge Marion Bundgaard Fey blev den ikke blot en realitet, men en succes.

”Det var – undskyld sproget – fandme en fed dag! Hold nu op, der har aldrig været så mange mennesker tror jeg. Der var fyldt, fra vi startede til vi sluttede, og vi har fået så mange rosende ord med på vejen, både os i bestyrelsen og trænerne,” siger Marion Bundgaard Fey.

Søndag den 12. marts løb opvisningen af stablen, og udover foreningens hold var der besøg af et DGI-hold, et sjippetovhold og hele tre efterskoler.

”Det giver også håb for de kommende sæsoner. Der er sket en masse positivt – men samtidig skal vi heller ikke bare læne os tilbage og tænke, at nu går det hele af sig selv, for det er vi helt med på, at det ikke gør.”