Digitale løsninger til fremtidens forening

Danskere vil gerne mødes fysisk, men i fremtidens idrætsforening understøtter digitale løsninger foreningsarbejdet. Det viser en ny rapport om digitalisering i idrætten.

Når basketspillerne i Middelfart mødes på banen, kan planlægning og organisering af træning og kamp med fordel understøttes af digitale løsninger. Foto: Palle Skov

Danskerne forventer, at foreninger er til stede digitalt, og deres forventninger bliver over en bred kam imødekommet. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 4.049 voksne danskere foretaget af Epinion i oktober 2022. Spørgeskemaundersøgelsen er en del af en flerleddet undersøgelse af danskernes forventninger til digitalisering i idrætten, og af hvad der skal til for at hjælpe foreninger, organisationer og softwareudviklere i udviklingen af tidssvarende løsninger.

Danskernes digitale idrætsforening

Om undersøgelsen: Danskernes digitale idrætsforening er udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut og Advice i samarbejde med Epinion for Kulturens og Idrættens innovationshub i efteråret 2022.

Vi vil gerne mødes fysisk

Epinions spørgeskemaundersøgelse viser ikke overraskende, at danskerne i højere grad tilvælger idrætsforeninger, hvis der er mulighed for at møde nye mennesker end for at træne alene eller virtuelt. Med andre ord vil vi gerne have idrætsforeninger, som vægter det forpligtende fællesskab højt, og hvor det fysiske og sociale liv er i højsædet.

Næsten halvdelen er dog enige i, at digitale løsninger understøtter det sociale fællesskab i foreningerne, mens én ud af tre mener, at digitale elementer i idrætsaktiviteterne gør træningen mere attraktiv.

Hjemmesiden er vigtig

Stort set lige mange på tværs af aldersgrupper benytter sig af, og vil helst tilgå information, på foreningernes egen hjemmeside. Derfor konkluderes det i rapporten, at der er et stort potentiale i at gøre foreningers hjemmesider mere tilgængelige.

Læring fra andre sektorer

En anden del af undersøgelsen dykker ned i eksisterende viden fra digitalisering af andre sektorer, for eksempel det offentlige, offentlig transport, turisme og undervisningssektoren. Herfra uddrager undersøgelsen nogle opmærksomhedspunkter. Det er blandt andet:

  • Vær obs på især de yngste og de ældste, hvis foreningen vil nå ud til alle, for mens 92 af danskerne er trygge ved digitalisering i det offentlige, har særligt de 15-24-årige (30%) og de 75-89-årige (26 pct.) brug for hjælp.
  • Turister efterspørger langt større grad af digital tilstedeværelse, end lokale virksomheder er klar over og agerer efter. Det Nationale Turistforum beskriver turistens digitale rejse som 1) trigger, 2) online inspirationssøgning, 3) planlægning, 4) online booking, 5) oplevelse, 6) loyalitet (ny booking) , og rapporten konkluderer, at det er interessant inspiration for foreninger til rekruttering og fastholdelse af medlemmer.
  • I undervisningssektoren har digitale løsninger muliggjort differentiering, særligt i forhold til inklusion, samarbejde og øget vidensdeling. Og rapportens forfattere bruger dette til at pege på, at i foreningsidrætten er der interessante potentialer i at koble digitale løsninger til fysiske aktiviteter.

Mere om danskernes digitale idrætsforening

Denne artikel præsenterer ganske få af rapportens mange vinkler på digitalisering i idrætsforeningerne. Dyk ned i hele rapporten Danskernes digitale idrætsforening eller tilmeld dig et webinar den 2. marts kl. 14-15.30 (med frist den 28. februar).

Læs også > Fremtidens idrætsforening er mere digital.

Hent viden om værktøjer til foreningens digitale drift eller tag et digitalt foreningstjek.