Brug klubbens hjemmeside som infoskærm i klubhuset

Holbæk B&I bruger IT-systemet Holdsport til at holde styr på både kampe, kørsel og kontingent.

Klubhusets besøgende bliver mødt af denne skærm med info fra HB&I's hjemmeside Foto: Jacob Madsen

Hvordan sørger man for, at alle klubbens medlemmer har styr på alle aktiviteter? Og hvordan forhindrer man dobbeltbooking af baner eller omklædningsrum? For Holbæk Bold- & Idrætsforening - også kendt som Holbæk Fodbold - var svaret nemt: Holdsport.

Klubbens trænere og ledere lægger informationer op på Holbæk Fodbolds hjemmeside eller app. Det bliver med det samme transmitteret direkte over på en infoskærm i klubhuset. Så nemt kan det gøres at informere alle klubbens medlemmer om, hvad der foregår i klubben.

Holdsport sender de relevante informationer videre til infoskærmen, så venstre halvdel af skærmen viser hjemmekampe og –stævner, mens højre side viser møder og andre aktiviteter.

Kridttavle til koordinering

Jacob Madsen er bestyrelsesmedlem og træner i Holbæk B&I. Det er ham, der står bag valget af Holdsport.

”Da jeg startede som U-5 træner for fem år siden, brugte klubben kun en kridttavle til at videregive information om banebooking. Vi trænede om søndagen, men jeg kunne først køre ned i klubhuset og tjekke på kridttavlen om torsdagen, om banen egentlig var fri,” siger han.

Hvis banen ikke var fri skulle Jacob Madsen så sende besked til forældrene om, at træningen var aflyst kun få dage før, de skulle have trænet.

”Det duer simpelthen ikke i 2014,” tænkte han. Han havde selv erfaring med Holdsport og anbefalede det til bestyrelsen. I 2016 blev Holdsport det primære system i klubben.

Undgå en død hjemmeside

Den infoskærm, de har i Holbæk B&I, er egentlig bare en ”mindre hjemmeside” på en større skærm – som kan opdateres via en app. Sådan forklares systemet af Frank Bjergø, direktør for Holdsport.

”Holbæk Fodbold behøver aldrig at gå ind på en hjemmeside på en computer for at opdatere hjemmeside eller infoskærm. Trænere og ledere kan bare bruge Holdsport-app’en, og så ryger alle informationerne direkte ind i systemet.

På denne måde behøver man ikke bruge ressourcer på både at opdatere forskellige systemer. Det snakker alt sammen og tager derfor mindre tid at opdatere. På den måde får man aldrig en død hjemmeside, siger Frank Bjergø.