Badekuffert har fået pigehold under bruseren

Shampoo, højtaler og snacks pakket i en aflagt ToyStory-kuffert blev løsningen på at få U11-pigerne i bad efter træning

En 'badekuffert' med shampooer, cremer samt en højtaler – og en gang imellem også snacks - har fået fodboldpiger i Vallensbæk IF under bruserne.

Fra omklædningsrummene ved Vallensbæk Idrætscenter kan man tirsdag aften høre høj musik og pigestemmer, der skråler med. Lyden kommer fra Vallensbæk IF’s U11-pigefodboldhold.

Læs også: Seje piger går i bad

Mens mange trænere har svært ved at få deres hold til at hoppe under bruseren efter træning, er det nu blevet normalen for U11-pigerne. Men sådan har det ikke altid været.

Den primære årsag til, at pigerne nu går i bad, skal findes i en aflagt ToyStory-kuffert. Den er nemlig fyldt med shampooer og cremer samt en højtaler – og en gang imellem også snacks. Kufferten blev præsenteret for pigerne i efteråret 2022 med et ønske fra trænerne om, at pigerne fremover skulle gå i bad efter træning. Og det gik hurtigt i opfyldelse. 

Indkøbsliste til badekuffert

  • Shampoo og balsam
  • Showergel
  • Bodyscrub
  • Bodylotion
  • Hovedbundsbørster
  • Massagerulle
  • Højtaler
  • Ekstra håndklæde
  • Bind
  • Snacks

"Vi var overraskede over, at noget så simpelt som badekufferten kunne betyde noget, men pigerne tog bare vildt godt imod det," fortæller træner Jette Sternberg, der sammen med sine medtrænere fik omvendt pigernes syn på at bade sammen. 

Spørger man pigerne, er der da heller ingen tvivl om, hvad de synes om badekufferten og hyggen i omklædningsrummet efter træning:

"Det er bare hyggeligt og sjovt!" lyder det i kor fra Isabella, Ellen, Emma og Ofelia, der alle er mellem 9 og 11 år.

Badekufferten er blevet lidt som et nyt medlem på holdet," tilføjer Ellen.

Tredje halvleg er mere end sammenhold

Det øgede fokus på fælles omklædning og bad kom sig af, at holdets trænere selv som tidligere fodboldspillere havde haft glæde af tredje halvleg. De ærgrede sig over, at pigerne ikke fik de oplevelser og det sammenhold, som tredje halvleg kan give. Og så var det også vigtigt for dem at gøre deres for at ændre den omklædningskultur – eller netop manglen på samme – som de ellers oplever.

Læs også: Omklædning til en sund kropskultur

"Vi tror, at det giver sammenhold, og så er det også vigtigt, at pigerne ser, at de alle er forskellige, og at det er okay," siger Jette Sternberg.

Pigerne fortæller, at det ikke er normalt at gå i bad efter idræt ovre i skolen, men til fodbold gør de det næsten altid.

"Det, der er godt ved, at vi går med i omklædningen, er, at nogle kan være bange for at gå i bad og vise deres krop, men så er det godt, at det bare er os piger, og vi hygger os sammen," siger 11-årige Isabella.

Forældrenes opbakning er afgørende

Én ting er at have en god intention som træner, noget andet at få pigerne med. Noget tredje, og mindst lige så vigtigt, er at få forældrene med.

Ifølge Jette Sternberg har forældrenes opbakning været fantastisk. Når der kommer nye piger på holdet, får forældrene en besked fra trænerteamet.

"I beskeden står der, at vi gerne ser, at pigerne går med i bad – eller i hvert fald bare med i omklædningsrummet – efter træning. På den måde italesætter vi, at det er normalen for os, og det forventer vi," siger Jette Sternberg.

Helt lavpraktisk er der skåret et kvarter af træningstiden for at undgå, at pigerne skal skynde sig hjem.

Læs også: Kropskompasset bliver justeret i badet

"Ikke alle pigerne har lyst til at gå i bad lige i starten, men så går de stadig med i omklædningsrummet og ser, at mange af de andre går i bad. Så går der typisk nogle gange, og så føler de sig også trygge til at gå med i bad."

Trænerne er nødt til at være dem, der sætter fokus på fælles omklædning og bad, og så skal forældrene bakke op

Jette Sternberg

For Jette Sternberg er det vigtigt at pointere, at uden forældrenes opbakning, havde de aldrig fået pigerne i bad.

Men; "Forældrene kan ikke sætte rammerne. Trænerne er nødt til at være dem, der sætter fokus på fælles omklædning og bad, og så skal forældrene bakke op," siger hun og fortsætter:

"Det er selvfølgelig at lægge ekstra over på trænerne, som i forvejen er der frivilligt og bruger flere timer om ugen på det. Måske burde man som forening se på, om det er noget, man skulle have en politik for, så det ikke alene hænger på trænerne."