30 nye frivillige sagde JA på stedet
Tinglev IF fik 35 nye frivillige ved at spørge dem direkte om hjælp til konkrete opgaver
Til byfesten i august kunne Tinglev Idrætsforening for første gang gøre brug af de mange hænder i den nye Klub Frivillig. 15 nye tog en tjans i baren eller løste andre opgaver, så byfestoptog, motionsløbetur og madkurvefest kunne blive en succes.
Medlemmerne af Klub Frivillig har sagt ja til at løse tidsmæssigt afgrænsede opgaver for idrætsforeningen.
Gutterne fra Skævinge
Ideen til den nye klub fik Manuela Høffler Nielsen, formand for gymnastikafdelingen, til et inspirationsmøde i DGI. Her hørte hun Lasse Petersen fra IF Skjold-Skævinge fortælle om fodboldklubbens succes med Klub Frivillig.
"Det blev vi bare nødt til også at gøre. Det var meget inspirerende at høre gutterne fra Sjælland," fastslår Manuela Høffler.
Det perfekte sted
Gymnastikopvisningen i marts var det perfekte sted at spørge folk, om de ville være med i Klub Frivillig. Så mens foreningens gymnaster viste deres færdigheder på gulvet, gik Manuela Høffler og et andet bestyrelsesmedlem rundt og prikkede folk på skulderen.
Dejligt med opbakning
30 sagde ja med det samme, og yderligere 5 meldte sig ind i Klub Frivillig lige efter.
"Jeg var vildt overrasket. Det er så dejligt, at folk har lyst til at bakke op om foreningen," siger Manuela Høffler.
Hun havde inden opvisningen lavet en seddel med opgaver, hvor der var brug for frivillige kræfter, så folk vidste præcis, hvad de meldte sig til. F.eks. at bage kage til arrangementer eller hjælpe til ved byfesten.
Efterfølgende blev medlemmerne af Klub Frivillig registreret elektronisk og bliver så kontaktet pr. SMS, mail eller med en opringning, når de ekstra hænder skal i sving.
Nye øjne er en gevinst
Vi kan se, at man skal trykke på folk, så de ved, at der er brug for dem. Mange tror, at det hele bare kører på skinner. Men der er mange opgaver i foreningen, og vi også har brug for at aflaste trænerne, så de kan koncentrere sig om selve træningen.
Manuela Høffler
"Det er også en gevinst, at der kommer nye øjne på foreningen, så vi får inspiration til at gøre tingene på nye måder. Så på alle måder er Klub Frivillig en succes," siger Manuela Høffler.