15 gode råd til foreninger: Sådan sparer I på energien
Spar på strøm, vand og varme og få flere penge til aktiviteter i idrætsforeningen. Her er 15 gode råd fra energikonsulenten til energiforbedringer i foreningens klubhus.
Energiforbedringer står sjældent øverst på dagsordenen i idrætsforeningerne. Men ofte er der rigtig gode muligheder for at spare på strøm, vand og varme, hvis I laver energiforbedringer i foreningens klubhus.
Forbedringer der på sigt giver flere penge til foreningens aktiviteter, og som shiner klubhusene op, så de bliver rarere at være i. Og så er forbedringerne en gevinst for miljøet.
I Viborg har 3 frivillige energikonsulenter fra Viborg Idrætsråd hjulpet idrætsforeninger med at lave målinger og komme med gode råd til energi-investeringer i 45 klubhuse og spejderhytter. Det er der kommet markante besparelser ud af.
Læs om Ravnsbjerg IF, der har sænket udgifterne til vand, varme og strøm med 71 procent
Her er gode råd til idrætsforeninger fra Peter Mandrup, der er frivillig energikonsulent i Viborg Idrætsråd:
5 gode råd til foreningen, der overvejer energiforbedringer:
- Få lavet beregninger af, hvad de nuværende udgifter er, hvad forbedringer koster, og hvornår det er tjent hjem – måske kan det lokale varmeværk hjælpe
- Et besøg af en energikonsulent kan hjælpe jer med at få overblik over mulighederne
- Udgifterne til forbedringer skal ses i forhold til, hvor meget klubhuset bliver brugt.
- Få tilbud fra lokale leverandører – så støtter I lokalmiljøet, der forhåbentlig også støtter klubben
- Husk at energiforbedringer ofte gør klubhuset til et rarere sted, fordi det bliver shinet op
10 gode råd til hvor I kan spare på vand, varme og strøm i klubhuse:
- Få oliefyr ud af klubhusene og få varmepumper eller gasfyr ind
- Gamle lysstof-rør eller amatur kan udskiftes, f.eks. med LED-lys
- Gamle brusehoveder kan udskiftes med vandbesparende brusere
- Toiletter kan med fordel være vandbesparende og med stort/lille skyl
- Hovedøre som er slidte og utætte kan udskiftes med nye
- Vinduer med et-lags-glas kan udskiftes med termoruder
- I klubhuse eller spejderhytter, der ikke bruges så tit, kan varmepumper være en god ide til at sikre en grundtemperatur
- Hvis der ikke er isolering på loftet, så kan det være en god ide
- Varmerør på gangene skal også isoleres
- Køleskabe og frysere bør være energimærket, så de ikke sluger strøm
Fakta om energiprojektet i Viborg
Viborg Kommune tilbød foreninger en økonomisk gulerod for at få dem til at gå i gang med energiforbedringerne i klubhuse og spejderhytter.
Foreningerne skulle kun betale 27 pct. af udgifterne, mens kommunen betalte resten. Samme niveau som lokaletilskuddet.